Vilslev: Når der på grund af smittefare er lukket i kirkerne i påsken, så er det med at finde på alternative kirkehandlinger i de højhellige påskedage.
Det har blandt andre sognepræst Ole Witte Madsen i Kongeåpastoratet gjort, og han vil derfor opfordre alle til Langfredag at "Gå en tur med præsten i dit øre."
Han har udarbejdet forslag til to ruter, man kan gå. En i Hunderup-Sejstrup og en i Vilslev-Jedsted, som kan minde om den virkelige Smertens Vej - Via Dolorosa - i Jerusalem, der har 14 indlagte stop undervejs. Men i virkeligheden kan man gå, hvor det skal være. Undervejs kan man så via sin mobiltelefon lytte til en tre kvarter lang film.
- Der bliver dog ikke nogen fysiske stoppesteder undervejs på gåturene her, men jeg oplæser 14 bibeltekster og synger vers. Det er indtalt på en Youtube-video, som bliver lagt på Kongeåpastoratets hjemmeside langfredag morgen, siger Ole Witte Madsen.
Under turen kan man skrive egne reflektioner ned og bagefter aflevere dem til mig, ved at sende dem på en mail. Dem tager jeg så med i andagten, når jeg langfredag aften klokken 21 livestreamer en andagt fra Hunderup Kirke.Ole Witte Madsen