Annonce
Aabenraa

Gågaden i Aabenraa er populær: Ni tomme lokaler er blevet lejet ud under coronakrisen

Erhvervskonsulent hos Business Aabenraa, Michael Dinesen, og citychef hos Shop i City Aabenraa, Dorthe Hilbig, har et tæt samarbejde omkring udlejningen af de tomme lokaler på gågaden. Under coronakrisen har det resulteret i, at antallet af tomme lokaler er faldet med ni. Foto: Mette Christine Schulz
Samarbejdet i Aabenraa har betydet, at der nu er færre ledige lokaler på gågaden end før coronakrisen. Positiv omtale af byen gør, at der bliver lagt mærke til Aabenraa.
Annonce

Aabenraa: Samarbejde, oplevelser til kunderne og opbakning til butikkerne har gjort det nemmere at leje ledige lokaler på gågaden ud.

Det viser en opgørelse fra Business Aabenraa, hvor erhvervskonsulent Michael Dinesen  en gang i måneden tæller ledige lejemål i gågaden, Rådhusgade, Vestergade og Søndergade.

I februar 2020 var der 25 ledige lejemål, mens der i september var 16.

- Det ser rigtig godt ud, og det er endda sket under coronakrisen. Mit arbejde er blevet gjort nemmere, fordi byen er spændende. Den sprudler af liv og får masser af omtale, som får interesserede til at ringe og høre nærmere om byen, fortæller Michael Dinesen.

Han kan tydeligt mærke, at Shop i City Aabenraa for nogle år siden ansatte Dorthe Hilbig som eventmanager og nu citychef.

- Hun har gjort byen spændende med oplevelser og udsmykning, som folk kører langvejsfra for at se. Vi har også et godt samarbejde, hvor der ikke er nogen, der får lov til at hænge - hverken de nuværende butikker eller dem, der er interesserede i byen, fortæller han.

Annonce

Sammenhold og fællesskab

Dorthe Hilbig fremhæver også, at samarbejde har betydet meget for byens udvikling.

- Vi har fået en byledelse, som har fokus på detailhandlen og tilbyder kurser skræddersyet til butikker. Vi har en kommune, som blandt andet laver puljer med penge, man kan søge til blandt andet at få malet sin bygning og udendørs møbler, og vi holder morgenmøder og BID-møder (specielt samarbejde i den nordlige ende af gågaden), hvor butikspersonalet får sat ansigter på hinanden. Det giver sammenhold og fællesskab, at vi samarbejder på tværs, og det gør det nemmere at have butik i Aabenraa, fordi der er den opbakning, forklarer hun.

Sådan et skilt hænger der i alle tomme lejemål på gågaden. Dermed kan interesserede hurtigt få kontakt til Michael Dinesen, hvis de har nogle spørgsmål. Foto: Mette Christine Schulz

Ledige lejemål bliver pyntet og får et specielt skilt hængt op. Her står Michael Dinesens telefonnummer og mail, og hvad han kan hjælpe med, hvis man er interesseret i at starte noget op på gågaden.

- Der er mange ting, en mægler ikke kan svare på i forhold til butikker, og hvad de må og ikke må på en gågade. Jeg kan også fortælle om byen, samarbejdet og de mange ting, der er i gang her, og så har vi også en god kontakt til udlejerne af ejendommene på gågaden. Vi har en oversigt over alle lejemål og kan hurtigt hjælpe folk videre til det, de søger, fortæller Michael Dinesen.

Annonce

I gang med nye juleoplevelser

Coronakrisen har sat en stopper for de mange events og oplevelser, som de seneste år har sat Aabenraa på landkortet og være med til at skabe den positive udvikling i midtbyen. Med en vigtig julehandel for døren er det det, som citychefen lige nu bruger det meste af sin tid på. Specielt efter at det blev offentliggjort, at Julehjertebyen ikke bliver stillet op i år på grund af corona.

- Vi er nødt til at tænke nye tanker i forhold til julen, for selvom det er svært, så skal vi kunne navigere i coronatider. Vi er hele tiden oppe imod folks tid, og derfor er vi nødt til at skabe oplevelser, for det vigtigste fra nu af og indtil jul bliver et at generere kunder til byen. Julen arbejder vi hårdt med, for vi skal også gerne have forlænget julehandlen, så alle ikke kommer de sidste 14 dage inden jul og skal have købt deres gaver, siger Dorthe Hilbig.

Nye på gågaden

Blandt de nye på gågaden er:

  • Nordic Art Tattoo, som åbner i den tidligere Kings & Queens til november.
  • Cindy Negle i starten af gågaden
  • Kaff'Far i den nordlige ende af gågaden
  • Restaurant Bloom i kælderen i Redergaarden


Vi er hele tiden oppe imod folks tid, og derfor er vi nødt til at skabe oplevelser, for det vigtigste fra nu af og indtil jul bliver et at generere kunder til byen.

Dorthe Hilbig, citychef


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde For abonnenter

Konservative: Så ansæt da en god gammeldags pedel på kasernerne

Annonce