Annonce
Billund

Gæstedagpleje i Vorbasse splitter vandene: Ny dagplejer kan stå uden børn halvdelen af arbejdstiden

Her synger dagplejere fra Grindsted Vest sammen med deres dagplejebøn sidste år. Når dagplejerne i Vorbasse fremover er syge eller har ferie, skal børnene passes hos en fast gæstedagplejer i eget hjem. Arkivfoto: Chresten Bergh
Vorbasses faste gæstedagpleje i vuggestuen i børnehaven Andedammen er gået på efterløn. Det har efterladt et tomrum, som politikerne ikke er helt enige om, hvordan de skal fylde ud.

Vorbasse: Tidligere har de mindste i Vorbasse kunnet blive passet af en gæstedagplejer i vuggestuen i børnehaven Andedammen. Gæstedagplejeren var ansat til formålet - altså at træde til i de faste dagplejeres fravær, og var der ikke så mange børn, indgik hun i Andedammens normering, ligesom hun fik hjælp derfra, hvis der var mange børn.

Nu er den ansatte gået på efterløn. Derfor har et flertal bestående af Ventre og DF i børneudvalget besluttet, at de mindste fremover skal passes af en gæstedagplejer, der er ansat i eget hjem i byen.

En løsning, som formand for udvalget, Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (S), på ingen måde er tilfreds med. I 2018 blev gæstedagplejen nemlig kun brugt 133 dage svarende til 47 procent af alle åbningsdage i børnehuset Andedammen.

- Jeg synes, der er tale om en utrolig dyr løsning, for i de resterende dage vil dagplejeren ikke have børn, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, der ud af tallene også kan læse, at børnetallet i Vorbasse er faldende.

- Derfor kan det blive en meget uhensigtsmæssig løsning. I øjeblikket er der nemlig en overkapacitet af dagplejere i Vorbasse. Èn er således sendt på efteruddannelse som pædagogisk assistent, mens en anden hjælper til i stordagplejen i Billund, forklarer Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, der nødigt vil ud i at skulle afskedige dagplejere på et tidspunkt.

Annonce

For dyr en løsning?

I stedet havde hun gerne fulgt forvaltningens indstilling om, at de mindste kunne blive passet hos dagplejere i Hejnsvig eller Billund.

- Erfaringer viser, at det normalt ikke er et problem, og at det kun ville blive aktuelt, hvis der ikke er plads i Vorbasse, hvor man er god til at melde ind, hvis et barn er sygt eller har ferie, siger Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup.

Majbritt Rasmussen (V) havde gerne set, at gæstedagplejen havde kunnet fortsætte i børnehaven Andedammen, hvor den har ligget i mange år, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

- Jeg går ind for nærhedsprincippet. Jeg synes, det er synd for børnene, hvis de skal ud til mange forskellige. Havde vi valgt den anden løsning, havde det været en stor forringelse, siger Majbritt Rasmussen, der vil revurdere løsningen, hvis den viser sig at blive for dyr, og gæstedagplejen kun vil have børn halvdelen af sin arbejdstid.

- Lige nu tyder det på, at børnetallet vil stige, så det krydser jeg fingre for, og så jeg har lyttet til høringssvarene, siger Majbritt Rasmussen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce