Annonce
Livsstil

Gør det selv-manden Kjeld Bjerre: Et kig ind i den forunderlige plastic-verden

Tegning: Gert Ejton
En læser skriver om fænomenet hydrolyse.
Annonce
Annonce

Hej Kjeld

Først vil jeg lige bekræfte, at jeg er født i Danmark, selv om du tidligere har antydet, at jeg måtte være norsk på grund af den lette og elegante måde at stave mit navn på.

For knap 40 år siden flyttede jeg til Singapore for at arbejde, og jeg fik i den forbindelse mit første møde med de problemer, som polyuretan kan give.

Firmaet havde leveret nogle kraner til en hangar, og efter nogle år begyndte bufferne at falde af kranerne uden nogen synlig grund. Bufferne var lavet af polyuretan. Singapore har en konstant høj fugtighed, og det angriber polyuretan. Det vidste vi ikke, men fremover leverede vi kun buffere produceret af naturgummi.

Senere har jeg så lært, at polyuretan ikke kan lide høj luftfugtighed. Det bliver stille og roligt opløst. Det gælder også skosåler, der er lavet af polyuretan. Fænomenet hedder hydrolyse.

Det kan godt være, at det ikke sker så ofte i Danmark, men hvis man opbevarer sit værktøj i et fugtigt rum, kan man sikkert risikere det. Og jeg har haft sko i Asien, hvor sålen pludselig forlader overlæderet.

Med venlig hilsen

Kell

Annonce

Hej Kell

Ikke et ondt ord om nordmænd!

Din fortælling har faktisk fået mig til at tænke - og den fik mig også til at google fænomenet hydrolyse i forbindelse med polyuretan (PU).

Det sidste først: PU findes i afsindigt mange udgaver til alverdens formål - lim, fugemateriale, lak, maling, isolering, skosåler, støddæmpere og så videre. Og der er grundliggende to typer - porøs og massiv - og de findes igen i bløde og hårde.

De bløde typer betegnes elastomer, og den slags, du snakker om, er således en porøs elastomer på uretanbasis - PU. Det er groft sagt skumgummi og bruges faktisk til madrasser, møbler og eksempelvis bilsæder - men også i mere kompakte udgaver til skosåler, støddæmpere og utallige andre ting.

Gør man nemlig porerne tilpas små - nærmest mikroskopiske - opnår man nemlig et materiale, som er mere gummi end skum(gummi). Jeg har mødt det som slibeklodser og slibesåler på diverse maskiner, og jeg har oplevet præcis det samme som du: Pludselig smuldrede slibesålerne på to fine og dyre slibemaskiner - Bosch og Festo, så det overraskede mig, men jeg tænkte, at det var nok bare alder.

Men nu har jeg så lært, at der er noget, som hedder hydrolyse - at visse typer PU-skum ikke tåler fugt i længere tid, medens andre er sikre imod hydrolyse. De to maskiner havde ligget vinteren over på båden, hvor der er relativt høj fugtighed, og hverken Festo eller Bosch havde åbenbart lært at skelne imellem, skidt og kanel inden for PU-elastomer.

PU benyttes også som den bløde og ”ergonomiske” del på håndtaget af visse værktøjer - eksempelvis mine skruetrækkere fra Wera. På Youtube findes flere klager over, at de smuldrer, men det er ikke sket med mine. Om det er, fordi de ikke har fået fugt, eller om det skyldes, at de er af nyere dato, så Wera har nået at rette fadæsen - det ved jeg ikke.

Men ét er PU, som smuldrer - noget andet er den bløde ”ergonomiske” belægning på diverse maskiners håndtag, som har tendens til at blive fedtede og klistrede - som om de går i opløsning.

Igen handler det om ”elastomer” af en slags, dog ikke PU - men hvad kan det så være?

Jeg har spurgt Flemming fra Bogense Plast, hvor de er eksperter i ”multikomponent sprøjtestøbning” - altså ting og sager, som består af flere forskellige typer plast i én og samme støbning.

Det er ikke noget, man bare gør, men det er de altså skrappe til i Bogense, og Flemming fortæller, at der findes et utal af elastomerer med lige så mange egenskaber.

- Det er en sand jungle, og det er rigtigt, at nogle af dem bliver klistrede i brug - og uden at jeg kan sige det med sikkerhed, så kunne det godt se ud, som om det er sved og fedtstof fra hænderne, som er problemet.

- Men hvis du spørger, om det er én bestemt type elastomer, som giver problemet - og hvad den hedder - så bliver jeg dig svar skyldig. Jeg ved det ikke!

Det ville ellers være rart, for sagen er, at man på alle seriøse produkter kan finde en kode, som er indstøbt i materialet - koden fortæller, hvilken type plast dimsen er lavet af. På min boremaskine fra Makita kan man således læse - med meget småt, men det står der: >PC GF15 - TPE<. Og det betyder, at selve huset er lavet af polycarbonat armeret med 15 procent glasfiber - og de bløde dele er Thermo Plastic Elastomer.

På min blå vinkelsliber fra Boch står der >PA6 GF30+SEBS<, og det kan med Google oversættes til PolyAmid (nylon) med 30 procent fibre og blød belægning af Styrene Etylene Butylene Styrene.

Men det bliver vi nok ikke så meget klogere af - og det skal lige siges, at hverken Bosch’en eller Makita’en er på mindste måde klistrede.

Fordi - som Flemming snusfornuftigt konstaterer - så er det jo sjældent de dyre mærker, som giver problemer:

- De ved, hvad de har med at gøre, og så sker det ikke.

Men jeg ville altså gerne vide lidt mere og ringede derfor til en af de store leverandører af råvarer til plastindustrien - Nordic Polymeres, Henrik Hansen:

- Jeg må desværre sige det samme som min kollega i Bogense - at det ikke er så simpelt, at man bare kan sætte et navn på og sige, at man skal undgå et bestemt produkt.

- Et af de store problemer er, at de bløde plasttyper er såkaldte compounds - de er sammensat af mange komponenter for at opnå nogle præcise egenskaber, og så kan det ske, at der også opstår nogle uheldige egenskaber.

- Eksempelvis er det et udbredt fænomen, at de bløde compounds ikke kan tåle UV-lys. Du kender det måske fra billige håndtag til cykler og den slags - de ”sveder”, klistrer og smuldrer væk. Det sker ikke med dyrere produkter, fordi de er gennemtænkte og testede.

- Et andet problem er sved og fedtstof fra huden, som rent kemisk er ganske aggressivt - der kan også være problemer med at tåle visse typer olier.

- Endelig kan blødgøreren i de bløde plasttyper have en tendens til at ”svede” ud igennem overfladen - især når man komprimerer materialet.

Men alle de fine forklaringer kan ikke rigtigt bruges til så meget - vi vil gerne vide, hvad man kan gøre ved det, når boremaskinens håndtag bliver klistret og ulækkert.

Det har Hans Jørgen Gamst heldigvis et bud på - han har ikke en skid forstand på plastic, og netop derfor har han fundet på følgende fidus - han skriver i en mail til avisen:

”Hej Kjeld Bjerre - jeg har haft præcist det samme problem (klistrede håndtag på diverse maskiner - red.). Efter at have prøvet med de mest usandsynlige midler for at løse problemet måtte jeg konstatere, at intet hjalp. Så tænkte jeg, at jeg måske skulle prøve med kartoffelmel. Min overraskelse var stor, da det viste sig, at kartoffelmel øjeblikkeligt og permanent fjernede den fedtede overflade. Det være hermed anbefalet.”

Se, det er jo et råd, som kan bruges til noget: Ikke mere snak - brug kartoffelmel!

Når det tilsyneladende er en permanent løsning, kunne det vel tyde på, at det oprindelige problem er blødgøreren (eller en anden komponent), som ”sveder” ud igennem overfladen og opløser denne - akkurat som Henrik Jensen foreslår.

Venlig hilsen

Kjeld Bjerre

PS: Har du nogensinde tænkt på, hvordan hulen man i grunden kan støbe med to eller flere komponenter? Det har jeg, og derfor spurgte jeg Flemming fra Bogense Plast.

Han forklarer, at man oprindeligt lavede to værktøjer (forme - på plastic-sprog): Først støber man den hårde del af fx en tandbørste i én form, og derefter lægger man den over i en form med ekstra hulrum til de blødere dele - og presser en slat kulørt elastomer ind.

Men en form er jo altid delt i to (så man kan få tandbørsten ud), og så kan man lave det ekstra hulrum i den del af formen, som udgør låget - efter første støbning skifter maskinen altså bare ét låg ud med et andet - og støber én gang til.

Og i dag kan de dygtige folk i Bogense lave automatiske og komplicerede ”multi-komponent støbninger” - en robotarm flytter lynhurtigt tandbørsten fra den første form til den anden - og for den sags skyld til en tredje og fjerde. Det er en teknik, som hver dag finder større anvendelse, fordi man derved kan lave én komponent med flere funktioner og egenskaber.

Man kan eksempelvis lave et lille låg med en solid kant af fiberforstærket plast - derefter støber man en rude af glasklar plast - og endelig støber man en ”pakning” fast på kanten i form af elastomer - altså tre komponenter støbt sammen til én - smart!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning

Annonce