Annonce
Livsstil

Gør-det-selv: Olie eller linolie?

1: Set sådan lidt på afstand, ser det jo meget godt ud, men ?

? Hej Kjeld - jeg læste med stor interesse din artikel med linolie i stedet for maling. Håber du kan hjælpe mig med et årligt tilbagevendende problem.

Jeg har en bryggersdør, der vender mod syd. Har oprindelig givet den oliebaseret maling. Og har faktisk slebet lidt på den hvert år og malet den igen (med samme maling).

Nu er der kommet nogle revner i træet, dels ved håndtaget, dels ved fodsparket.

Mit spørgsmål går på, om jeg:

1) kan nøjes med at give revnerne linolie i stedet for at male?

2) skal slibe al malingen af og give døren linolie og derefter male ovenpå med den blå oliebaserede maling?

Og har du ellers foreslag til, hvad jeg kan gøre?

Vedhæfter foto til belysning af problemet.

Venlig hilsen Birthe Bøtkjær, Virring

Annonce
2: ? i nærbillede er den helt gal - hvad gør vi?

! Hej Birthe - og straks skal jeg sige: Det var en rigtig god idé, da du besluttede at knipse et par billeder og sende dem med.

Breve med spørgsmål UDEN fotos ender nemlig ofte i papirkurven, fordi jeg ikke har en kinamands chance for at gennemskue problemet, når jeg ikke kan se, hvad vi taler om - så går jeg videre til næste levende billede, og det er jo ærgerligt, hvis spørgsmålet faktisk var både vigtigt og relevant - derfor, kære venner: Ta' et par hurtige fotos og send dem med.

Da jeg læste dit brev, bemærkede jeg jo straks, at du omtaler den eksisterende behandling som "oliebaseret maling" - eller bare oliemaling. Og derefter spørger du, om du kan behandle ovenpå med olie - altså linolie.

Men det kan jeg ikke svare på, uden at vide, hvad du mener med "oliemaling" - mener du linoliemaling eller oliemaling i almindelighed?

Der er nemlig en verden til forskel. Linoliemaling er super præcist defineret, idet den består af linolie og pigment og meget lidt andet - og malingen opfører sig på en helt specifik måde, som ikke ligner nogen anden maling.

Når der står oliebaseret maling på bøtten, kunne det i princippet også være baseret på linolie, men der er næsten altid tale om alkydolie plus diverse andet. Udtrykket "oliebaseret" henviser aldrig til linolie, men skal i praksis forstås som modsætning til vandbaseret maling - fordi en del kunder har en tyrkertro på, at maling med vand i er noget moderne juks.

Men - og det er her, at dine fotos kommer ind i billedet: Jeg kan se på den måde, som malingen revner og slipper træet på, at der under ingen omstændigheder er tale om linoliemaling, men sandsynligvis "olieforstærket akryl" - en afart af det, som man også bare kalder oliebaseret.

Og så er svaret på dit spørgsmål, at det ikke nytter at stryge døren med linolie - olien vil ikke trænge ind, men lægge sig som et uskønt lag uden på malingen.

Havde døren derimod været malet med linoliemaling, som efter nogle år er begyndt at se slidt og træt ud (typisk forneden, hvor døren er belastet af regn), så ville det give rigtig god mening at stryge lidt ren grundingsolie udenpå - den vil binde den delvist forvitrede maling igen, og den overskydende olie vil trænge helt ned i træet.

Fidusen er, at linoliemaling består af olie (binder) og pigment (farvepulver) - binderen har en fænomenal indtrængning og vedhæftning, men den er ikke så slidstærk som alkyd og akryl. Derfor slipper linoliemalingen aldrig sit tag i underlaget - den skaller ikke af - men binderen slides til gengæld langsomt ned af sol, vind og regn, så pigmenterne efter nogle år ligger blotlagt og løse i overfladen - og til sidst er det hele slidt væk.

Derfor er det en god idé at stryge lidt olie udenpå, FØR pigmenterne begynder at rasle af - om jeg så må sige. Fordelen er dels, at det er hurtigt at stryge lidt olie på - men især er det en fordel, at du derved IKKE får gjort laget af maling tykkere - du bevarer et fint og tyndt lag maling, så du aldrig kommer ud i at skulle skrabe det hele af og begynder forfra.

Men, kære Birthe, det kan du jo ikke bruge til noget, fordi din dør er malet med ét eller andet alkyd/akryl - hvad gør du så?

Du skraber og sliber det nederste af døren, så al løs maling er væk - så stryger du det rå og udpinte træ med linoliegrunder - et par gange - og når det er hærdet/tørt, maler du den nederste del én gang med den vanlige maling, og derefter hele døren én gang.

Og du skal gøre dig klart, at det er grundingen, som afgør, om malingen holder - olien fortrænger fugt og stabiliserer træet - og skaber et underlag, som malingen kan binde på. Og det gæder uanset, hvilken maling du stryger ovenpå.

Venlig hilsen Kjeld Bjerre

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce