Aabenraa: Folk har tilsyneladende fået nok af at vente på kommunen i sagen om Telemuren.
I sidste uge kom det frem, at genrejsningen af kunstværket bliver markant dyrere, end det beløb der var sat af til formålet. Det kan betyde, at muren kan komme til at vente videre på sin nuværende placering på en genbrugsplads i Sdr. Hostrup, og i værste fald kan projektet blive helt droppet.
Det vil ærgre eksempelvis Henning Skriver, direktør i byggefirmaet Kraftman.
- Personligt synes jeg ikke, det er et særlig stort kunstværk, men jeg ved, at muren betyder en del for Aabenraa. Derfor synes jeg, vi skal kæmpe videre for den. Man er vel lokalpatriot, siger han.
Sagen kort
Det var indtil, kultur- og fritidsudvalget hørte prisen på projektet. Den lander nemlig på mellem 1 og 1,6 millioner kroner, og det er en del mere end de 350.000 kroner, der i sin tid blev sat af til genplaceringen. Derfor blev sagen skubbet videre til budgetlægningen.
Crowdfunding og sponsorater
Konkret er han gået sammen med en flok andre håndværkere om et tilbud om at flytte muren for maksimalt 900.000 kroner alt inklusiv.
- Hvis kommunen kun har de 350.000 kroner, må vi jo oprette en crowdfunding og søge sponsorater. Jeg kommer gerne selv med de første 20.000 kroner, siger Henning Skriver.
Men det er under forudsætning af, at gruppen kan få indsigt i placeringen ved Arena Aabenraa og adgang til tegninger og jordbundsprøver.
- Jeg har naturligvis ikke indgående kendskab til kommunens undersøgelser. Men jeg har meget svært ved at forstå, at det kan blive så dyrt (forvaltningen har regnet sig frem til op til 1,6 millioner kroner, red.), næsten uanset hvor gyngende grund vi taler her, siger Henning Skriver.
Gør nu noget!
Situationen frustrerer ligeledes kunstner Anne Lildholdt Jensen. Også hun har foreslået en offentlig indsamling.
- Der er naturligvis tale om mange penge, men hvis vi nu alle sammen i Aabenraa Kommune bidrager, er det faktisk ikke så meget, siger Anne Lildholdt Jensen, som endnu ikke helt har gjort op med sig selv, om hun vil tage initiativ til en indsamling.
Forslaget er mere et udtryk for, at hun ikke forstår, det skal være så svært.
- Gør nu noget! Nu har det taget så lang tid, og jeg synes, vi skal have sat et eller andet i værk. Jeg savner noget kreativitet, og at vi tænker lidt ud af boksen. Faktisk burde vi rejse et folkekrav, siger hun.