Annonce
Kultur

Gadeskilte kan købes for symbolsk beløb – men du skal være hurtig

I marts begyndte opsætningen af de nye, rubinrøde gadenavneskilte. Dermed var det også starten på, at hundrevis af de gamle og blå skulle tages ned. De sættes nu til salg, og pengene fra salget går til udvikling. Arkivfoto: Thomas Nedergaard Rasmussen
Du skal nok ikke vente for længe, hvis du er en af dem, der gerne vil have fat i et af de aflagte, blå gadenavneskilte. Når de bliver sat til salg, sælges de efter først-til-mølle-princippet. Prisen bliver symbolsk, og pengene går til udvikling.

Fredericia: Nyheden om, at de blå, aflagte gadenavneskilte bliver sat til salg næste fredag, fik stor opmærksomhed fra vores læsere. Det væltede ind med anekdoter, husker-du-indlæg og bud på, hvilke skilte de håbede på at få fingrene i.

Er du en af dem, der satser på at være indehaver af et gammelt gadenavneskilt efter på fredag, skal du være hurtig. Selvom der sættes 300 skilte til salg, så bliver det efter først-til-mølle-princippet, at de skifter ejermand.

Annonce
Pengene går ubeskåret til udvikling af tiltag og tilbud til borgerne i Det Grønne Rum.

Ramona Wolter Vilhelmsen, arkitekt og byplanlægger, Fredericia Kommune

Kø på tale

Det fortæller Ramona Wolter Vilhelmsen, arkitekt og byplanlægger ved Fredericia Kommune.

- Det er for at have den mest demokratiske tilgang til salget, at vi har valgt den model. Derudover kan man kun købe et skilt per person, så flest muligt kan få lov til at købe et, siger hun.

Salget foregår fra Det Grønne Rum fredag 5. juli fra klokken 16-20, og der er kun plads til 20-30 personer i lokalet, hvilket kan resultere i kødannelse foran butikslokalet i Danmarksgade. Dagen er samtidig en af de festlige 6. juli-dage, og derudover lægger et krydstogtsskib også an fredag morgen. Der vil altså med andre ord være en del mennesker i byen.

- Hvis folk ligefrem kommer til at valfarte til butikken, så må vi stille folk i kø. Jeg tror, vi tager den, som det kommer, siger Ramona Wolter Vilhelmsen fra Fredericia Kommune.

Ingen vekselpenge

Prisen for et skilt bliver 150 kroner, og prisen er symbolsk. Selvom midlerne til de nye, røde gadenavneskilte, som erstattede de blå, der nu er til salg, kom fra Bevaringsfonden, kommer indtægten fra skiltene, der sælges på fredag, ikke til at lande i fonden.

- Pengene går ubeskåret til udvikling af tiltag og tilbud til borgerne i Det Grønne Rum, fortæller Ramona Wolter Vilhelmsen.

Man kan betale med mobilepay, og for de, der ikke har det, er kontanter også muligt. Der er dog ingen kassebeholdning, hvorfor der skal betales med aftalte penge, hvis det er den betalingsmodel, man vælger.

Udskiftningen af gadenavneskiltene gik i gang i foråret. I alt fik 51 gader og torve nye, rubinrøde gadenavneskilte.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce