Annonce
Indland

Gallakjoler, skøjteprinsesser og en strikkebio

Strikkebio har arrangeret et kombineret strik og se film koncept i biografen. De deltagende skal strikke, mens de ser film

Hver uge, hver dag, hele året rundt går fotografer på motivjagt for læserne af JydskeVestkysten og jv.dk.

Vi bruger billeder i JydskeVestkysten for at vise virkeligheden, som den er. Vi viser hvordan mennesker, landskaber og begivenheder ser ud og vi henriver, chokerer, overrasker, glæder og bedrøver læserne gennem fotografiet.

Det bliver til mange tusinde billeder hver dag. Af disse vælger fotograferne de bedste ud for læserne. Det bliver til flere hundrede billeder og ud af de flere hundrede falder nogle enkelte mere i øjnene end andre.

Det er de sidste billeder, du kan se i dette billedhjul: Et resume af de allerbedste billeder bragt i JydskeVestkysten i uge 50. Nyd dem, der er kommet igennem fotochefens nåleøje.

Annonce
34-årige Vivi Ladekjær fra Lunderskov kom hjem til et hus, der stod i lys lue. Familiens hus forsvandt i flammerne, men det gjorde lokalsamfundets hjælp ikke. - Folk er så forskrækkede over de små lokalsamfund i landet, men jeg tvivler på, at jeg havde mødt samme gavmildhed, hvis jeg havde boet på Nørrebro i København. Jeg manglede alt, og jeg er dybt taknemmelig over alle de mennesker, der har hjulpet os, fortalte Vivi Ladekjær til JydskeVestkysten.
Julehygge i den gamle mølle: Det halve af Sillerup og lidt til mødtes søndag til julebagedag i Sillerup Mølle. Blandt andre Katrine Nielsen som tog til møllen sammen med sin nabokone og sin svigerinde. - Det er vigtigt at støtte lokale tiltag som dette, sagde Katrine hen over æbleskiverne.
Bag ved rådhuset i Tønder er indretningen af byggepladsen gået i gang, så selve rådhusbyggeriet officielt kan starte den 6. januar.
En pigedrøm går i opfyldelse, når Laila Helt den 8. januar slår dørene op for sin egen brudekjoleforretning på Slotsgade i Gråsten. Den 33-årige designer har tidligere været model og medhjælper i forretningen, som de seneste ti år har været ejet af Irma Andersen, der nu går på pension.
Gallaaftenen på Sønderborg Statsskole er festen over alle andre fester for mange elever. Nogle har brugt måneder på finde det helt rigtige tøj, og Lancierens fem "ture" er blevet øvet. Der mangler et par herrer hist og pist i kvadrillerne på gulvet. Men det har pigerne her taget højde for.
Årets Julemærkemarch i Kolding trak trods blæst og kulde lidt flere deltagere til end sidste år. Blandt andet mødte 70 fra Danfoss op til marchen. Selv om det bare var en gåtur, blev der alligevel hoppet, løbet og sprunget undervejs. Her leger et par deltagere fangeleg på fem kilometer-ruten.
BDO i Haderslev rykker rødderne op efter 40 år på Jomfrustien. To af partnerne i BDO; Jakob Ørkild Jensen, siddende, og Alex Sartov Thomsen, stående på trappen, ses her mellem de to etager i det nye domicil.
Skøjtebanen på havnen i Sønderborg er åben i dag mandag den 22. december kl. 14-20.
Mandag morgen i uge 50 havde 7.A på Ansgarskolen besøg af Michael Ulv fra SSP & Forebyggelse, som satte fokus på elevernes liv på de sociale medier. Eleverne bød ind med deres egne tanker og erfaringer med de sociale medier under foredraget. Det var dansklærer Maj-Britt Elmstrøm, der havde fået Michael Ulv ud, så klassen kunne snakke om sociale medier.
EfB spillede i uge 50 sin hidtil bedste kamp i dette efterår, men det rakte kun til 0-0 mod FC Nordsjælland . Træneren er afmålt tilfreds med efteråret, men kigger hverken opad eller nedad.
Når årets julepakker til trængte familier bliver delt ud, modtager ansøgerne en opfordring om at melde sig ind i familienetværket "ViKan". Kirsten Bork tog imod tilbuddet sidste jul, og projektet har givet hende troen på sig selv tilbage. Nu har hun fået arbejde på Troldkærskolen i Jels.
Hvis nogle seniorer havde den misforståelse, at "Julesjov - en formiddag med aktivitet og fællesskab" var noget med gløgg og juleklip, ja så kom de på andre tanker, da de i uge 50 mødte op i "Holsted Aktivitetscenter" i Medius. Dagsbefalingen lød i stedet på masser af fysiske øvelser under fysioterapeut Daniel Lauridsens kommando.
14-årige Karoline Kristensen er danmarksmester i latinamerikanske danse. Hun er vild med rumbaen, og regner sambaen for en af de vanskeligste latinamerikanske danse. Drømmen er at blive professionel danser.
Tanja Schubert åbner Café Glas på mandag. Cafeen får til huse i de lokaler, der tidligere husede Franco. Tanja Schubert (på stolen) og køkkenchef Annika Damm Nielsen i Café Glas, hvor der i disse dage nærmest bliver arbejdet i døgndrift.
En udsolgt sal i Ølgod Hallerne kunne onsdag aften opleve julestykket "Nøddebo Præstegård" i en moderne indpakning. Peter Schaufuss Balletten sluttede dette års Kulturdagene Ølgod, hvor et hold af internationale dansere indtog scenen.
Solsikken har fået et sanserum, der hovedsageligt er til børn med handicap. Børn uden handicap får dog også lov til at bruge rummet. Lukas nyder at ligge ved spejlet, hvor han kan se og høre boblerørene. Hvis han rører ved dem, vibrerer de let. Lyskæderne kan han også røre ved. De kan knækkes, og de kan tåle, hvis et barn bider i dem. Meningen med rummet er både at lære børnene at sanse og at få dem til at slappe af.
Agerskovs julemand gennem de sidste tre årtier, Svegge Mathiesen, elsker sit job. Den røde kåbe er sammen med det hvide skæg er så overbevisende, at det i korte perioder også lykkedes at "narre" julemandens egne syv børnebørn. Træskoene er i øvrigt direkte importeret fra Holland
Carina Berg og Ib Juul er to af de frivillige fra Blæksprutterne, der har været til at fylde indkøbsvogne i Føtex i Sønderborg med varer fra kunder, som kommer 125 familier til gode til jul.
Der var dømt fællesdans til julefesten på asylcentret i Sønderborg. Aftenen igennem blev der danset til sveden dryppede af de syriske pander. Stemningen var i top, og der var ofte jubel når en populær sang strømmede ud af højtalerne.
X Factor-stjernen Lucy Mardou gav en intim og hyggelig koncert i Julehjertebyen i Aabenraa.
Under tirsdagens tordenvejr faldt 25 døde gæs ned fra himlen og landede på gårdspladsen hos Brian Rostgaard i Lydersholm ved Tønder.
For anden gang er der lysfestival i Kolding, og målet er, at arrangementet skal blive ved med at vokse, og tiltrække borgere fra både ind- og udland.
Skolereformen er sat i søen og det har været hårdt. Men det er ikke derfor, Ejvind Bojsen, der har været skoleleder på Nordals i 26 år, nu siger stop. - Det er helt efter planen. Jeg vil stoppe, mens legen er god. Og det er den stadig, siger han.
Dageplejebørnene i Løgumkloster fik godter og mødte julemanden på hotellet.
Billige flyruter fra Billund gør det let og overkommeligt for syd- og sønderjyder at drage på oplevelser mod øst. Det gjorde én af vores journalister, og han besøgte blandt andet monumentet her på billedet. Jean Sibelius er Finlands nationalkomponist. Monumentet for ham og hans virke - i parken en kilometers penge fra centrum - er stort.
I et halvt års tid har indehaverne af Danbolig i Haderslev kigget efter nye lokaler. Fredag i uge 50 flyttede de ind i resultatet af deres søgning - i Nørregade 44. Her får de 269 kvadratmeter, hvor de kan byde deres kunder velkommen. Samtidig får de en udstilling, der er mere end dobbelt så stor.
Portræt: For efterhånden en del år siden skiftede Yusuf Alp restaurationsbranchen ud med saks og kam. Siden har han haft salon i Vamdrup, Ribe og nu på Rønhaveplads i Sønderborg alle med navnet »Gentleman«. Yusuf Alp flyttede sin herrefrisørsalon fra Ribe til Rønhaveplads for at få mere tid sammen med sine børn.
Morten og Mark Øland Lajer har kendt hinanden i ni år, men først da de for to et halvt år siden mødte hinanden ansigt til ansigt, slog det gnister. På en smuk dag sagde de ja til hinanden i Broager Kirke.
Stormen mistede pusten: Fredag i uge 50 blev der varslet storm over Danmark. Stormen gik dog værst ud over Bornholm, hvor politiet allerede først på aftenen meldte om glatte veje og forsinkede fly, mens både Fyn og Jylland slap for blæsevejret i denne omgang. Sønderjylland var én af de landsdele, der forventede flest følger af fredagens storm, men skumtoppene på vandet ved Fluepapiret i Sønderborg kunne næppe imponere ret mange.
Lucia-optoget gennem Rinkenæs Sogn foregik på hesteryg.
Adskillige gange har Bodil Jørgensen været ved at miste livet. Men gennem de hårde tider har troen været hendes følgesvend - troen på Gud, på familien og på det gode i mennesket. Det fortalte hun om i et stort portræt i JydskeVestkysten Magasinet søndag i uge 50.
I indgangen til det gamle rådhus i Varde sad julemanden lørdag formiddag og tog imod byens børn. Mens børnene fortalte julemanden om deres ønsker til jul, stod forældrene klar med deres mobiler for at forevige øjeblikket.
Der var susende travlt lørdag morgen, da Biltema åbnede deres butik i Esbjerg. Butikken åbnede med en masse gode tilbud, og det var noget de fleste esbjergenserne tog godt imod. Borgmester Johnny Søtrup stod for indvielsen af butikken.
Hos Familien Gregersen på Rolles Mølle i Lunderskov vælger mange at hente årets juletræ. Her kan man selv fælde juletræ, eller man kan vælge et af de mange, som står klar til salg. Juletræssalget til private er efterhånden en tradition. Her er det datteren, Katrine, der er klar til at nette et træ.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce