Annonce
Tønder

Gallapremiere: Tønder yder kontant filmstøtte

Optagelserne til spillefilmen Onkel er blandt andet foregået i brugsen i Løgumkloster. Foto: Cecilie Spottog Petersen.
Fredag den 8. november danner biografen i Tønder rammen om en gallapremiere på den nye danske spillefilm Onkel. Tønder Kommune har tidligere støttet filmen med 100.000 kroner og giver nu yderligere 30.000 kroner til markedsføring.

TØNDER: Fredag den 8. november danner Biografen 1& 2 i Tønder rammen om en dansk gallapremiere på den nye danske spillefilm Onkel.

Faktisk er interessen for at være med så stor, at der denne aften arrangeres hele to forestillinger for at sikre, at alle inviterede gæster kan få en plads.

Blandt disse gæster vil der også være repræsentanter fra Tønder Kommune. Kommunalbestyrelsen støttede tilbage i januar 2018 det sønderjyske filmprojekt med 100.000 kroner, og senest har økonomiudvalget nu besluttet, at bidrage med yderligere 30.000 kroner for at være en del af lanceringen og markedsføringen af projektet.

Filmen Onkel rammer de danske biografer den 14. november og dermed en lille uges tid efter gallapremieren i Tønder. Forventningerne til instruktør/forfatter René Frelle Petersen og producer Marco Lorenzens værk er høje.

Annonce

Onkel

Handlingen i filmen Onkel udspringer i Sønderjylland.

Den forældreløse Kris driver sammen med sin onkel en mindre gård i nærheden af Tønder. Det er et liv, som de begge har affundet sig med. Lige indtil den lokale dyrlæge Johannes dukker op på gården. Et venskab begynder at udvikle sig, og det samme gør en gammel drøm, der gør, at Kris skal træffe nogle svære valg.

Onkel er instruktør/forfatter René Frelle Petersens og producer Marco Lorenzens anden spillefilm. Den første, Hundeliv, blev også filmet i det sønderjyske og blev nomineret til en Bodil, der er den danske filmbranches fineste pris.

Tårer i Tokyo

I denne uge fik filmen sin verdenspremiere ved Tokyo Internationale Filmfestival, hvor filmens hovedrolle Jette Søndergaard fra Tønder medvirkede sammen med Frelle Petersen og Marco Lorenzen. Onkel er blevet udtaget til festivalens hovedkonkurrence, og de første reaktioner ovenpå premiereforestillingen onsdag aften var overvældende.

- Tokyo: Tre sønderjyder får japanerne til at græde, lød overskriften i filmmediet kino.dk umiddelbart efter forestillingen.

Sønderjysk film

Om det også ender i tårer i Tønder, må tiden vise. Med baggrund i markedsføringsbidraget på 30.000 kroner indgår Tønder Kommune i de kommende dage og uger i en målrettet lancering af filmen, der udelukkende benytter sig af sønderjyske skuespillere, ligesom der udelukkende tales sønderjysk i filmen. Optagelserne er blandt andet foregået i Ballum og i brugsen i Løgumkloster.

Ud over Tønder Kommune har indtil videre også Fuglsang Bryggeriet i Haderslev, Gråsten Salater og JydskeVestkysten indgået aftale om markedsføring af filmen.

Det sønderjyske makkerpar René Frelle Petersen og Marco Lorenzen har tidligere produceret "Hundeliv". Deres nyeste film, Onkel, havde verdenspremiere onsdag i Tokyo. Kommende fredag er der gallapremiere i Tønder. Pressefoto: Christian Geisnæs
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce