Annonce
Esbjerg

Gammelt indkøbscenter skal lade livet: Salling Group klar med ny Netto til Stengårdsvej

Dagligvarebutikken bliver en del af Nettos nye koncept for fremtidens dagligvarebutik, som Salling Group har udviklet i samarbejde med arkitektkontoret C. F. Møller Architects, der her har leveret en visualisering. 
Salling Group, der ejer Stengårdscentret og Netto-kæden, gør klar til at nedrive centret og lægge en topmoderne dagligvarebutik i stedet. Plan & Miljøudvalget behandler sagen mandag.
Annonce

Esbjerg: Det er knap et år siden, at Salling Group bekræftede, at Stengårdscentrets tid er ved at rinde ud, og nu er der endelig nyt på vej til dem, der har gået og ventet spændt - og ekstra godt nyt til dem, som holder af at købe ind i Netto:

Hjørnet af Stengårdsvej og Storegade får nemlig en spritny Netto-butik.

Salling Group, der ejer centret og Netto-kæden, udtalte sig senest  i november sidste år, da Vores Bager - efter aftale med udlejeren Salling Group - lukkede. I den forbindelse oplyste udviklingschef Carsten Hadsbjerg, at planen var at nedrive centret, og som udgangspunkt bygge en ny Netto-butik. Han slog dog samtidig fast, at planen endnu ikke var tænkt til ende.

Planerne er altså siden kommet et godt skridt tættere på virkeligheden, idet der er indsendt en ansøgning til Esbjerg Kommune om udarbejdelse af en ny lokalplan, som skal bane vejen for nybyggeriet.

Sådan kommer den nye dagligvarebutik på hjørnet af Stengårdsvej og Storegade på omtrent 1.200 kvadratmeter til at se ud i C.F. Møller Architects streg til at se ud. 

Det er BoCon Projekt A/S, der på vegne af Netto skal opføre den nye dagligvarebutik på hjørnet af Stengårdsvej og Storegade, og etableringen af dagligvarebutikken, der skal have et areal på omkring 1.200 kvadratmeter, skal tirsdag omkring politikerne i Plan & Miljøudvalget for at få grønt lys til igangsætning af det nødvendige planarbejde.

Ifølge de oplysninger, politikerne får forelagt på mødet, bliver den nye dagligvarebutik en del af Nettos nye koncept for "fremtidens dagligvarebutik", som Salling Group (tidligere Dansk Supermarked) har udviklet i samarbejde med arkitektkontoret C. F. Møller.

Målet med Nettos nye butikskoncept er at "løfte hele indkøbsoplevelsen", som Netto-kæden selv tidligere har beskrevet det. Butikken vil adskille sig fra en typisk Netto, idet både indretning og "look-and-feel" i konceptet har fået et gennemgribende løft. Kernen i det nye koncept er desuden en særlig indretning, hvor frugt- og grønt-afdelingen kommer til at spille en mere bærende rolle, ligesom convenience-varer vil få egen sektion, så det er nemt for alle at finde de nemme måltider.

I dag ligger der en tankstation ved indgangen til det nuværende center, og det er meningen, den skal blive liggende, hvor den er - omend med en ny overdækning ved tankområdet.

Netto rykkede ind i Stengårdscentret for over 17 år siden - i maj 2003 - og blev dengang Netto-butik nummer fem i Esbjerg. Lavpriskæden afløste dermed SuperBrugsen, der lukkede sin dagligvareforretning i centret i maj 2002.

Centret har tidligere huset blandt andet en bank samt bodegaen Stenbukken. I dag er kun Netto-butikken tilbage.

Gamle rygter

I mange år inden den aktuelle ansøgning til Esbjerg Kommune har Stengårdscentret adskillige gange tidligere været rygtet lukningstruet.

Tilbage i 2015 var Stengårdscentrets fremtid eksempelvis også genstand for rygter i forbindelse med, at daværende Dansk Supermarked ønskede at åbne Jyllands største Netto i Føtex' tidligere lokaler i Storegade. For var der overhovedet plads til to Netto-forretninger i så forholdsvis tæt beliggenhed af hinanden, spurgte alle. 

Men Dansk Supermarked afviste dengang en snarlig lukning af Netto i Stengårdscentret og forklarede, at man opfattede Netto i Storegade og Netto ved Stengårdsvej som to forskellige indkøbsområder. 

I forhold til planerne om at nedrive eller modernisere Stengårdscentret oplyste udviklingschef Carsten Hadsbjerg dengang, at der gennem tiden var udarbejdet flere tegninger og planer, men at den rigtige løsning ikke var fundet. Det ser den så ud til at være nu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce