Annonce
Tønder

Gang i den: Ny motionsforening for psykisk sårbare i Tønder

Det er Kasper Bang Thorsager Jørgensen, som skal løbe den nye idrætsforening for psykisk udsatte i gang. Målet er først og fremmest, at brugerne skal få det bedre, men også på længere sigt, at finde en vej til uddannelse og arbejdsmarked. Tilbuddet gælder alle med psykiske udfordringer i hele Tønder kommune. Foto: Tønder kommune  
Motion og bevægelse kan være en af vejene til at få det bedre, hvis man er psykisk sårbar. Nu bliver der mulighed for at dyrke motion med ligesindede i en ny forening, som bakkes op af Tønder kommune.
Annonce

Tønder: Det er en gammel sandhed, at motion er sundt - også for psyken. Det tager man helt bogstaveligt i Tønder, hvor der inden længe bliver etableret en idrætsforening for psykisk udsatte, med Tønder kommune som bagstopper. Det er Kasper Bang Thorsager Jørgensen, som skal være den kommunale igangsætter på foreningen.

-  Man ved, at det er et sted mellem 10 og 11 procent af Tønder kommunes befolkning, man estimerer er målgruppen. Nu er vi jo en bevægelseskommune, og vi har jo også en målsætning om, at vi vil have flere af de her borgere ud i idrætsforeningerne.  Det er omkring 1500 til 2000 mennesker, men vi er klar over, at med denne her gruppe borgere kan vi godt være glade med 100 til 200 medlemmer, siger Kasper Bang Thorsager Jørgensen, som satte sig i stolen som idrætskoordinator den 1. september.

Idræt og psyke

Psykisk sårbarhed kan spænde bredt fra stress og angstproblematikker til borgere med psykiske lidelser.

Sundhedsprofilen fra 2017 viser, at 13,2 % af danskerne har et dårligt mentalt helbred. I Tønder Kommune gælder det for 11,0 %.

Op i mod hver fjerde dansker har et højt stressniveau - det samme billede ses i Tønder Kommune.

Forskning viser, at idræt og bevægelse har en positiv effekt på den mentale sundhed og i nogle tilfælde kan være et godt supplement til en evt. medicinsk behandling.

Annonce

Op til brugerne

Kasper Bang Thorsager Jørgensen kan endnu ikke pege på præcis hvilke aktiviteter, der bliver tale om, fordi det i høj grad er op til medlemmerne, og hvad de godt kunne tænke sig. Den store udfordring er derimod, hvordan man får budskabet ud til en målgruppe, som måske kan være vanskelig at få i tale.

- Ja, rekrutteringsarbejdet og fastholdelsen, det er nok de to mest krævende i mit arbejde, tænker jeg. Men jeg er meget ude på forskellige bosteder og væresteder og de foreninger der allerede er med potentielle medlemmer.


Rekrutteringsarbejdet og fastholdelsen, det er nok de to mest krævende poster i mit arbejde.

Kasper Bang Thorsager Jørgensen, idrætskoordinator


Foreningen fungerer fuldstændig som en hvilken som helst anden idrætsforening, og skal på lige vilkår med andre foreninger søge om tilskud, haltimer med mere. Forskellen består i, at foreningen drives af idrætskoordinatoren og borgere, samt at aktiviteterne er tilpasset borgerne, hvor den psykiske sårbarhed stiller andre krav til aktiviteterne end i de ordinære foreningstilbud.

På grund af corona-situationen er etableringen af foreningen blevet udskudt, men man regner med at sætte aktiviteterne i gang inden udgangen af 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Slesvig-Holsten går i orange: Nu bør danskerne ikke køre over grænsen

Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce