Annonce
forside

Gartneren om sit job: - Jeg er med til at definere, hvordan lokalområdet skal se ud

Frank Arum er ansat hos Park og Vej i Billund Kommune. Her er han hver dag med til at sørge for, at kommunens grønne områder ser pæne og præsentable ud. Et godt job for en naturelsker, mener han. Foto: Martin Ravn

34-årige Frank Arum er som ansat i Park og Vej i Billund Kommune en af dem, der sørger for, at kommunens grønne områder ser pæne ud. Det er en godt job, som han nyder.

Billund Kommune: Det må være frygteligt at skulle arbejde udendørs i alle slags vejr og klippe hæk hele dagen.

Sådan lød fordommen i sidste uge fra pilot Claus Christensen om det arbejde, han allermindst kunne tænke sig: At være en af de kommunale gartnere, som vedligeholder kommunens grønne områder.

Men han tager helt fejl. Det mener i hvert fald Frank Arum, som er ansat under Park og Vej i Billund Kommune og som gennem flere år har haft til opgave at vedligeholde grønne områder. Han var aldrig i tvivl om, at den uddannelse, han skulle tage, skulle være som anlægsgartner.

- Jeg ville gerne gå udenfor. Jeg er glad for naturen, og jeg har altid gerne villet en tur i skoven eller på stranden, fortæller Frank Arum, der i sit job hos Billund Kommune har rig mulighed for at følge naturen på nærmeste hold.

- Naturen har sin charme. Folk, der sidder hele dagen på et kontor, opdager det ikke, men os, som hele tiden går rundt ude i naturen, ser det hele tiden, siger han.

Annonce

Sikke et skodjob...!

Alle mennesker går rundt med en klar idé om, hvilket job de allernødigst ville have. Et vaskeægte skodjob.Men spørger man en person, der har et sådan job - et såkaldt skodjob - kommer der gerne en levende historie om et fantastisk job, der giver masser af mening og livskvalitet til personen, der udfører det. Denne person har imidlertid samme forestilling om, hvilket job der er et skodjob - og sådan kører det i en uendelighed...

Vi har sat os for at tale med nogle af de mennesker, der har et såkaldt skodjob for at høre mere om, hvordan det egentlig er. Vedkommende sender derefter stafetten videre til det job, vedkommende allermindst kunne tænke sig.

Serien blev indledt med en bedemand, som sendte stafetten videre til en journalist, som efterfølgende sendte den videre til en skolelærer, der sendte den videre til en pilot, som nu har sendt den videre til en gartner.

Træerne, der rækker ind over den offentlige sti, skal beskæres. Det handler dog ikke bare om at høvle grene af, forklarer Frank Arum. Det handler om at definere, hvordan lokalområdet fremadrettet skal se ud. Foto: Martin Ravn

Regnvejr er intet problem

En af de fordomme, som medarbejderne i Park og Vej ofte oplever, er, at det især om vinteren må være op ad bakke. Medarbejderne arbejder udendørs - også selvom termometret siger frostvejr, eller det står ned i lårfede stråler fra oven.

- Så tager vi bare tøj på efter det. Det er ikke noget problem. På en fabrik er der også folk, som er tvunget til at have høre værn på, og på et slagteri er de måske tvunget til at gå med forklæde. Alle steder er der plusser og minusser. Men så mange dage om året er der altså ikke, hvor jeg har regntøj på, siger Frank Arum, der heller ikke denne tirsdag i midten af oktober har behov for regntøj.

Vejret er for årstiden ganske udmærket, og Frank Arum er sammen med sin kollega i færd med at vedligeholde et område ved en offentlig legeplads i Stenderup-Krogager. Her skal nogle træer, som rækker hen over en sti, beskæres.

Det kan lyde banalt, men det handler om meget mere end bare at klippe grene af.

- Jeg ser det ikke sådan, at jeg bare høvler nogle grene af træerne. Jeg former træerne. Jeg er med til at definere, hvordan lokalområdet skal se ud. Det er et stort ansvar, siger Frank Arum.

Næste gang: En socialrådgiver

Frank Arum tøver ikke, da han bliver spurgt, hvilket job han allernødigst ville have: Socialrådgiver.- Jeg har indtryk af, at de får mange skældud, siger Frank Arum, der ikke ville bryde sig om det stillesiddende og - forestiller han sig - ofte konfliktfyldte arbejde.

- Mit indtryk er, at de tit sidder og er en lus mellem to negle. Det ville i hvert fald stresse mig meget, siger Frank Arum.

Hvordan mon det lyder, hvis man spørger en socialrådgiver?

Ukrudtsbrænderen er et af Frank Arums faste arbejdsredskaber. Med den sørger han for at fjerne ukrudt mellem fliser og langs stier. Foto: Martin Ravn

Fantastisk at se det spire

En af de faste opgaver hen over efteråret og vinteren er at beskære de mange offentlige buske og træer. Men først et lille halvt år senere kan Frank Arum for alvor se resultatet af anstrengelserne.

- Om foråret kommer det hele i gang. Der er ikke noget mere fantastisk end at se tingene spire, når man kommer lige fra en vinter, hvor det hele har været brunt, siger han.

Selvom han efterhånden har været i faget længe nok til at vide, hvordan han skal klippe, er det først, når der kommer blade på træerne, at han for alvor kan se resultatet af klipningerne. Om han har ramt rigtigt og skabt de rigtige udtryk.

- Folk ser mest, at vi går og fjerner en masse. Men det er for at skabe nogle udtryk og mest af alt at bibeholde nogle udtryk, siger Frank Arum.

Frank Arum kunne overhovedet ikke tænke sig et job, hvor han bare skulle sidde på et kontor. Han er glad for at komme ud i naturen, og det kan han med sit job i Park og Vej få opfyldt hver eneste dag. Foto: Martin Ravn

Travl op til Vorbasse Marked

Den 34-årige anlægsgartner, der privat bor i Ølgod og har været ansat i Billund Kommune gennem de seneste to et halvt år, bruger primært sin arbejdstid i områderne Stenderup-Krogager, Hejnsvig, Vorbasse, Vesterhede og Fitting. Vel er der også i Park og Vej en ledelse, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan tingene skal foregå, men i det daglige oplever Frank Arum en meget stor frihed under ansvar.

Alle områder i kommunen bliver hele tiden passet og plejet, men især på et tidspunkt om året er der travlt et bestemt sted i kommunen.

- I Vorbasse har vi altid meget travlt op til markedet. Der er en tilfredsstillelse ved at se byen stå knivskarpt og vide, at der kommer 250.000 mennesker og ser det, siger Frank Arum.

Han ved godt, at de fleste mennesker i det daglige ikke rigtigt lægger mærke til hans arbejde - og at de fleste først for alvor ville lægge mærke til det, hvis det pludselig ikke længere blev gjort. Det betyder dog ikke så meget. Frank Arum kan selv se den tydelige forskel, og det er tilfredsstillende for ham.

Frank Arum er glad for sit job som gartner, og han ved udmærket, hvilket job han absolut ikke kunne tænke sig: Socialrådgiver. Det ville stresse ham. Sådan en besøger vi derfor i næste uge. Foto: Martin Ravn

En del af lokalbilledet

I det daglige arbejde som anlægsgartner kommer Frank Arum i kontakt med mange forskellige mennesker. De fleste hilser kort, sådan som de to ældre herrer, der er midt i en samtale på Storegade gør det, da Frank Arum drejer ind på den offentlige legeplads.

- Selvom jeg ikke engang bor her i kommunen, er jeg blevet en del af lokalbilledet. Det er rart, for det betyder, at folk er trygge ved, at jeg er her, siger han.

Vel sker det med jævne mellemrum, at borgere er uenige i, at noget arbejde skal gøres på præcis den måde, Frank Arum og hans kollegaer har gjort det. Det er dog ikke noget, som på nogen måde udvikler sig negativt.

- Hvis der er nogle, som er frustrerede, tager vi en dialog om det. Men det er nu meget sjældent, at der bliver sagt noget negativt, siger Frank Arum, som til gengæld ofte oplever det modsatte: Positive henvendelser fra folk, der nyder at se liv i gadebilledet i dagtimerne.

- Det er tydeligt at mærke, hvordan vi gør en forskel for folk, som måske er lidt ensomme. Der er nogle steder, hvor de ældre borgere altid lige skal hilse på os og snakke lidt, siger Frank Arum, inden han tænder for ukrudtsbrænderen for at fortsætte arbejdet med at forskønne området ved den offentlige legeplads i Stenderup-Krogager.

Bagefter kommer turen til resten af kommunen.

Frank Arum kører hver dag rundt med en kollega til forskellige områder i kommunen for at vedligeholde dem. Denne dag er turen kommet til en offentlig legeplads i Stenderup-Krogager. Foto: Martin Ravn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce