Annonce
112

Genbrugsbøger til et godt formål

Præsident for Lions Club Sønderborg Erling Jørgensen og Formand for Bogudvalget Frode Sørensen.Foto: Timo Battefeld
Den velgørende forening Lions Club Sønderborg åbner genbrugsboghandel på Store Rådhusgade. De fokuserer på romaner, kogebøger og børnebøger, som alle kan købes for 15 kroner stykket.

På Rådhusgade 5. står 10.000 bøger spredt i kasser og venter på nyt hjem. Lions Club Sønderborg har åbnet en genbrugsboghandel. De har før solgt bøger nede fra Biblioteket Sønderborg, men er nu rykket i egne lokaler. Tidligere har de haft boglager i det nedlagte vaskeri på sygehuset og i Kirkens Korshær.

- Vi ville ikke nødvendigvis flytte i egne lokaler. Men vi fik et tilbud her på Rådhusgade som passede til os. Så nu er vi flyttet ind her i Rådhusgade, hvor der er plads til vores cirka 10.000 brugte bøger og LP'er. Samtidig var det en god mulighed for at komme ud og vise hvem vi er, fortæller Lions Club Sønderborgs Præsident, Erling Jørgensen. Foreningen Lions Club er en velgørende forening. De samler ind til forskellige godtgørende formål hvoraf mange af dem ligger i Sønderborg og på Als. Butikken bestyres og drives også frivilligt af medlemmer fra den 23 mand store forening.

- Vi er en forening af pensionister. Normalt er vi omkring 30 medlemmer, men nu er vi nede på omkring 23. Det er os, der arbejder her i butikken. Ellers har vi også arrangementer i foreningen, forklarer Erling Jørgensen. Selvom Sønderborg afdelingen af løveklubben er nede på 23 medlemmer lever den samlede foreningen ganske fint. Den internationale forening blev originalt dannet i 1917, og rummer nu over 1.3 millioner medlemmer, som arbejder frivilligt rundt over kloden.

Annonce
Butikkens facade er designet og doneret af LM Sign.Foto: Timo Battefeld

Der er hyggeligt hernede

Præsidenten Erling Jørgensen og Formanden for bogudvalget Frode Sørensen ved godt, at boghandelen konkurrerer med de andre genbrugsbutikker og boghandlere. - Men hernede går alle pengene til velgørende formål. Der er ikke en stor andel som går til administrationsgebyrer og lønninger. Vi skal betale for huslejen til butikken, ellers går pengene til gode formål, 1 til 1. Også er der jo en hyggelig stemning hernede, siger Frode Sørensen. Priserne på bøgerne ligger på 15 kr. stykker, og bogklubben sikrer sig, at bøgerne er i en ordentlig stand inden de sælges. Klubben tager meget gerne imod folk egne bøger, og sætter stor pris på romaner, børnebøger og kogebøger. Hvis det er, kan man altid tage sine gamle bøger med ned i butikken når man skal købe nogle nye. Lions i Sønderborg optjener penge til velgørende formål ved at sælge bøger, sælge rabathæfter og ved at være vagter til Kultur i Syds Koncerter. Bogbutikken på Store Rådhusgade 5 holder åbent hver lørdag fra 11:30 til 14:00

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce