Annonce
Danmark

Genbrugsbutik solgte frivilligs dyre cykel for 250 kroner - den var ikke til salg

Peter Vinther (t.v.) vil gerne have sin ombyggede GT mountainbike tilbage. Det er cyklen, som han står med på billedet. Han ryster på hovedet af fejl-salget, men kan også tage situationen med et smil og håber, at han og Kirkens Korshær finder en løsning. Privatfoto
Peter Vinther efterlyser sin 8000 kroner dyre mountainbike, der ved en fejl fik ny ejer i Kirkens Korshær-forretning.
Annonce

Horsens: En cykel kan blive stjålet, en cykel kan blive væk. Og en cykel, der egentlig er låst og bare står ved en genbrugsbutik, kan komme til salg og få ny ejer.

Sidstnævnte scenarie hører til blandt de sjældent sete, men det var ikke desto mindre, hvad 70-årige Peter Vinther fra Horsens oplevede tidligere i denne uge.

Han arbejder hver tirsdag som frivillig chauffør i Kirkens Korshær i byen, og i tirsdags tog han sin cykel - en ombygget mountainbike af mærket GT - fra sit hjem i Tyrsted til genbrugsbutikken på Spedalsø.

Cyklen stillede han ved butikkens indgang, låste den og kørte derefter ud på opgave.

Da han kom tilbage, opdagede han imidlertid, at cyklen var væk.

Annonce

Troede det var en joke

- Jeg skulle jo hjem, så jeg tænker, "hvor pokker er min cykel?". Derefter spurgte jeg folkene i butikken: "Har I set min cykel?", og de svarer: "Den cykel, der stod uden for? Jamen, den har vi solgt..."

- Helt ærligt, jeg troede, det var en joke, men det var sgu' rigtigt, siger Peter Vinther, som ikke mindst ærgrer sig over den pris, det lykkedes sælgeren at få for hans over 8000 kroner dyre mountainbike: 250 kroner.

Annonce

- Fejlen er vores

- Det er jo helt latterligt. Cyklen er et par år gammel, men jeg ville aldrig have solgt den for under 5000, siger den nu forrige ejer, som uddyber, at forklaringen på miseren angiveligt er, at en medarbejder i Kirkens Korshær havde set cyklen stå uden for butikken ugen i forvejen.

Da han så den igen i tirsdags, troede han derfor, at den havde stået der hele tiden og blot var efterladt til salg.

Den udlægning bekræfter genbrugsleder i Kirkens Korshær Dorthe Egede Hansen, som også ærgrer sig over bommerten.

- Fejlen er vores hele vejen igennem, og vi skal nok sørge for på den ene eller anden måde at få den rettet, siger hun og lover, at Peter Vinther får en anden cykel, hvis det ikke lykkes at skaffe den solgte tilbage.

Hun forklarer, at det i øvrigt af og til sker, at frivilliges tøj, som er efterladt i butikken, ender på salgshylderne. At en cykel ryger over disken, har hun dog ikke oplevet før.

Annonce

Muligvis polsk køber

I bestræbelserne på at skaffe Peter Vinthers cykel tilbage er der nu sendt en efterlysning ud på sociale medier.

Folk i butikken mener at vide, at køberen er en polsk mand, som af og til køber cykler op hos Kirkens Korshær. Håbet er derfor, at han kommer forbi igen - og ikke mindst, at han er villig til at lade tirsdagens handel gå tilbage.

- Jeg er 70 år, og den cykel kunne sagtens have holdt min tid ud, så jeg er meget ærgerlig over det, og jeg vil meget gerne have min cykel igen, siger Peter Vinther, der er aktiv i sadlen og skulle have brugt den solgte tohjuler til ferieture i år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Esbjerg

Coronaen lagde dæmper på Knæk Cancer i Esbjerg:: Færre mødte op på Tobakken til Tænd Et Lys-ceremonien

Annonce