Annonce
Kolding

Genbrugsmekka på vej i det nordlige Kolding

Jakob Ville (V) holdt talen, da der var rejsegilde på det nye, topmoderne genbrugscenter på Bronzevej. Foto: Søren Gylling

Kolding Kommune er langt fremme med anlægget af genbrugsplads, som vil sætte nye standarder for indretning, genbrug og affaldssortering i Kolding. Pladsen åbner til sommer.

Kolding: Folk med genbrugsblod i årerne kan godt begynde at glæde sig til sommer, når Kolding Kommune åbner portene til sin nye genbrugsplads, som er ved at blive anlagt lige overfor den nuværende plads på Bronzevej i det nordlige Kolding.

Den nye plads med et anlægsbudget på 37 millioner kroner er den største investering i kommunens affaldsplan, og den kommer til at sætte helt nye standarder både hvad angår brugervenlighed, oplevelser, udnyttelse af ressourcer, direkte genbrug - og dermed cirkulær økonomi, som er en af kommunens nye ledestjerner.

Det lover renovationsafdelingen i hvert fald.

Annonce

Vi vil give borgerne endnu bedre muligheder for direkte genbrug borger til borger.

Henrik Martinsen, renovationschef
Sådan kommer genbrugscentret til at se ud. Affaldsstationerne for de forskellige fraktioner bliver placeret under det store sorte tag, og det er meningen, at pladsen foran eller den store hal ind imellem skal bruges til loppemarkeder, foredrag og andre events. Illustration: Flying October.

Borger til borger

Mandag holdt kommunen rejsegilde for det nye center, som ikke kun bliver en topmoderne og højteknologisk genbrugsplads, så man for eksempel ikke længere skal løfte sit affald op i høje containere - men også et sted, hvor der er oplevelser at hente.

- Vi vil give borgerne endnu bedre muligheder for direkte genbrug borger til borger. Det skal vi lige have snakket med loppeforeningerne om, hvordan vi gør. Vi vil også lave repair-caféer, hvor folk kan komme og reparere deres ting, og lidt større genbrugsarrangementer inde i hallen, fortalte renovationschef Henrik Martinsen til rejsegildet.

Derudover er genbrugsprojektet Reuse, hvor mindre bemidlede borgere og studerende kan hente møbler og andet inventar, rykket ind i den 2000 kvadratmeter store hal. Her bor nu også Skatkammeret, der henvender sig til byens skoler, institutioner og f.eks. væresteder for ældre, som kan komme og hente blandt andet kasseret papir, emballage, sække eller for stramtsiddende sokker til kreative formål.

Som det sig hør og bør blev der budt på varme pølser med brød ved rejsegildet på Bronzevej. Foto: Søren Gylling

Tilbud og læring

Formanden for teknik- og klimaudvalget, Jakob Ville (V), holdt talen, før kransene blev hejst op på det store, sorte bue-formede tag, der i fremtiden skal give borgerne ly og læ for regn og rusk, når de skal af med deres affald.

- Jeg glæder mig til, at vi får en genbrugsplads med mere plads, større sikkerhed, smuk arkitektur og bedre skiltning. Og så glæder jeg mig til, at vi får masser af genbrugsmuligheder og tilbud om læring, sagde han, før de mange fremmødte gæster og håndværkere fejrede rejsegildet med en varm pølse med brød.

Så er kransene på plads. Ny genbrugsplads.Foto: Søren Gylling
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce