Varde: Søndag besluttede Din Forsyning at genåbne genbrugspladserne i Varde, Ølgod, Nørre Nebel, Oksbøl og Vrenderup.
Genåbningen sker som følge af en forhandling mellem Kommunernes Landsforening og Sundhedsministeriet. Det var de centrale parter, der var blevet enige om at lukke på grund af smittefare for 14 dage siden, og som nu siger ok for at åbne.
Hvilket i Din Forsynings område sker tirsdag.
- Vi arbejder på at åbne fra tirsdag, og da vores kunder nok har en pukkel af affald, arbejder vi på at udvide åbningstiderne. De er ikke helt på plads, men de nye åbningstider vil blive meldt ud mandag. Vi har snakket om at udvide med et par timer, siger kunde- og kommunikationschef i Din Forsyning, Betina Lund Lauridsen.
Fem biler ad gangen
Hvad vil I gøre for at forhindre kaos på Nordre Boulevard, hvis folk kommer til at stå i kø?
- Vi kan kun håndtere det inde på pladsen. Vi regner med fem biler på pladsen ad gangen, og vi vil gerne appellere til vores kunders tålmodighed: Hav lidt tålmodighed, alle behøver ikke at køre ud med deres affald tirsdag morgen, siger Betina Lund Lauridsen og fortsætter:
- Vi forventer en uge med lidt ekstra tryk på, og så normalt fra næste uge.
Hvorfor har I ændret holdning?
- Det er simpelthen myndighedernes opfattelse.
Hav tålmodighed
Sidevejen genbrugspladsen i Varde ligger på er meget kort. Derfra kommer folk til at stå i kø på Nordre Boulevard:
- Vi henstiller til tålmodighed, og så vil vi løse det på bedst mulig måde. Vi vil også stadigvæk give erhverv fortrinsret, og det kan også give problemer. Derfor henstiller vi til kunderne om at have tålmodighed, siger Betina Lund Lauridsen.