x
Annonce
Billund

Genbrugspladserne er lukket - men: Brians Renovation tager imod dit haveaffald

Der kommer dagligt omkring 25 biler med affald til Brians Renovation på Industrivej 2. Her er det Silvia Käfer og Benjamin Jönsson fra Billund, der er forbi med et læs brændbart affald. Foto: Jan Kronvold
Mandag satte ejeren af Brians Renovation, Brian Petersen, en stak containere op på Industrivej 2, hvor borgerne kan aflevere deres haveaffald og andet affald. Det benytter mange sig af hver dag, men det er ikke gratis.

Grindsted: Mandag den 23. marts åbnede Brians Renovation en mini-losseplads på Industrivej 2 i Grindsted, hvor folk kan komme af med deres affald.

Det er der meget af for tiden, da havefolket har travlt, nu hvor foråret er over os. For havearbejdet giver meget affald, som visne stauder og afklip fra blomster og træer, som skal smides på lossepladsen på Ribe Landevej.

Men genbrugspladsen er som bekendt lukket, og det har ført til mange kritiske røster og læserbreve, hvor folk er rasende over, at genbrugspladsen er lukket på grund af coronavirus.

Annonce
Der er daglig åbent mellem klokken 8.00 og klokken 16.00 hos Brians Renovations mini-losseplads, hvor der er opstillet containere til det meste. Foto: Jan Kronvold

25 biler om dagen

Den massive kritik opdagede ejeren af Brians Renovation, Brian Petersen, og han besluttede sig hurtigt for at stille en stak containere op.

- Jeg så i weekenden, at der var nogen, der råbte op om, at de ikke kunne komme af med deres affald. Så jeg tog en hurtig beslutning og fik stillet containere op mandag morgen, fortæller Brian Petersen.

Der er opstillet to containere til haveaffald, som er dem, som flest benytter sig af. Der er også containere til brændbart, pap, træ, jern, aviser og blade og alle containere er forsynet med skilte, hvor det tydeligt fremgår, hvad de enkelte containere er til.

Allerede første dag kom der en del trillende med affald og hver dag har der resten af ugen været omkring 25 biler med forskellige typer affald.

- Det er fint nok. Jeg havde ingen forventninger til det. Jeg gør det som en service, så havefolket kan komme af med deres affald, siger Brian Petersen.

Ikke gratis

Det er ikke - som på den kommunale genbrugsplads - gratis at aflevere sit affald hos Brians Renovation, men priserne synes at være til at overkomme for de fleste.

For brændbart, pap og træaffald koster det 100 kroner pr. læs med en et-akslet trailer og 200 kroner for en to-akslet trailer.

Haveaffald koster 50 kroner med en et-akslet og 100 kroner med en to-akslet trailer. Betalingen skal betales via mobilpay og skal vises til en af medarbejderne hos Brians Renovation, der holder øje med pladsen.

- De skal give lidt for det, da jeg selv skal betale for at komme af med det. Haveaffaldet kører vi til Holsted, mens brændbart affald køres til forbrænding i Esbjerg, fortæller Brian Petersen.

Pladsen på Industrivej 2 er åben mellem klokken 8.00 og klokken 16.00 og der er højst to, der kan læsse af på én gang.

Ingen biler står stille

Brian Petersen ved af gode grunde ikke, hvor længe han vil holde sin mini-losseplads åben.

- Vi holder foreløbig pladsen åben indtil påske, eller så længe lossepladsen har lukket. Så sker der da også lidt i denne tid. Og det er dejligt at høre, hvor glade folk er for det, fortæller Brian Petersen.

Der er en mand, der holder øje med pladsen, ser efter at folk betaler og er klar til at besvare spørgsmål fra folk.

Man kunne godt foranledes til at tro, at Brian Petersen gjorde det, fordi der var stille i butikken. Det er dog på ingen måde tilfældet.

- Det er ikke på grund af mangel på arbejde. Vi har ingen biler der holder stille på grund af krisen. Jeg har kun gjort det som en service og for at hjælpe. Jeg tager nok for lidt for det, for jeg har set, at mine kollegaer i andre byer tager det dobbelte, siger Brian Petersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce