Annonce
Læserbrev

Genforening: Svar på læserbreve og artikler i JV

Læserbrev: Min holdning kan på ingen måde tilskrives mit politiske virke, eller på nogen måde tilskrives andre end mig selv:

Først lidt historie, min egen. Min mors familie kommer sydfra, og pindet helt ud, kan man vel sige, at uden Bismarck ville jeg ikke eksistere, selvom jeg helst havde været ham foruden, mens min fars familie stammer fra Sydals og kan som minimum følges mindst 400 år tilbage.

Jeg har den holdning, at mindretallene både syd og nord for grænsen, er en berigelse for vores grænseland, dvs. jeg har ingen fordomme eller udfordringer mod tyskere, mod tysk mindretal eller andet, der ikke nødvendigvis tænker eller taler dansk. Jeg har desuden boet i Hamburg i en periode, og været ustyrlig glad for det.

Forholdet mellem tysk og dansk i grænselandet har udviklet sig positivt, og siden 80’erne er venskabet mellem Tyskland og Danmark blevet grundfæstet i en sådan grad, at andre lande og deres mindretal, ser misundeligt til vores grænseregion. Stor er min forståelse for, at den tyske flertalsbefolkning syd for grænsen, det tyske mindretal nord for grænsen, men også det danske mindretal fejrer 100 års fredelig grænsedragning, og ikke genforening. Selv danske historisk velfunderede skribenter, har svært ved at få ordet Genforening til at passe med deres udgave af den vanskeligt tilgængelige sønderjyske/slesvigske historie, som åbenbart tolkes på flere måder, hvilket jeg ikke havde forestillet mig for blot et par uger siden.

Så vidt jeg har læst mig til, var hele hertugdømmet Slesvig i en såkaldt ”personaleunion” med Danmark indtil 1864, hvor området blev underlagt tysk styre med magt. Holsten og Lauenburg er i denne sammenhæng uinteressante. Byerne havde danske borgmestre, kirkerne danske præster, skolerne danske lærere, den danske konge var statsoverhoved, befolkningen talte fortrinsvis dansk i den nordlige del, indtil tysk administration blev indført og de danske embedsmænd afskediget. Nu til dags ville vi nok kalde det for et rigsfællesskab mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig, men i tiden mellem første og anden slesvigske krig fra 1850 til 1864 fandtes ordet ikke, og den slags diplomatiske og politiske finesser kendte man endnu ikke.

Annonce

Skal fejre sammen

I tiden mellem de to slesvigske krige, mener jeg at den danske centraladministration i øvrigt ikke var en døjt bedre for den tysksindede befolkning i Sydslesvig, end den tyske var efter 1864 i Sønderjylland overfor den dansksindede befolkning, forstået på den måde, at Sydslesvig havde et tysksindet flertal, som blev behandlet med samme arrogance mellem 1848 til 1864, som de danske sønderjyder blev af tysk administration fra 1864 til 1920.

Genforeningen i 1920 var selvfølgelig udelukkende omfattet at den nordlige halvdel af Slesvig, med et dansksindet befolkningsflertal og ved den såkaldte ”Clausenlinje”, som angiver omtrent hvor sindelagsgrænsen gik og går, mens den sydlige del forblev tysk, med et tysk befolkningsflertal, men en genforening til Danmark var det for Sønderjyllands vedkommende.

Hvis vi laver et tankeeksperiment og siger, at USA havde ”taget” Grønland i 2019 og Grønland, som er i rigsfællesskab med Danmark, igen ville være blevet en del af rigsfællesskabet med Danmark efter 56 års amerikansk styre, ville begivenheden vel også kunne kaldes en genforening med Danmark?

Årsagen til mine hævede øjenbryn, er ét eneste lille punkt der åbenbart stadig skaber uenighed, og dejligt at vi kan debattere på en ordentlig og demokratisk velfunderet måde, nemlig at vore tyske venner og naboer ikke anerkender, at der overhovedet har fundet en genforening sted mellem Sønderjylland og Danmark. Uden denne anerkendelse, mener jeg ikke at vi er færdige med at diskutere historiske fakta, men vi skal selvfølgelig sammen fejre 100 års ”miteinander” til næste år i 2020, hvor der gennem århundreder var et trist ”gegeneinander”.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce