Annonce
Aabenraa

Genforeningen 100 år: Find historiske spor i grænselandets natur

Gammelskov Batteri ved Rangstrup var en del af Sikringsstilling Nord. Her har den delvist mislykkede bortsprængning efterladt et nærmest klippeagtigt landskab. Foto: Naturstyrelsen
Annonce

SØNDERJYLLAND: Det er 100 år siden, at Danmarks konge, Christian 10., red over den gamle  grænse ved Christiansfeld på en hvid hest og markerede genforeningen mellem det daværende Nordslesvig og Danmark. Den 10. juli var det helt præcist.

Holder man sin ferie i området, kan man gå på jagt i den sønderjyske natur efter historiske spor fra tiden før, under og efter Genforeningen. Og mange af sporene er omkranset af statslig skov, hede og kyst. Det gør Naturstyrelsen opmærksom på i en pressemeddelelse med følgende forslag til historiske steder og andre naturoplevelser:

1

I den tyske tid anlagde militæret en base for Zeppeliner-luftskibe, og man kan stadig se resterne af tre store hangarer og en flyhangar.  Arkivfoto

Fra 1864 til 1920 var Sønderjylland og dermed også Soldaterskoven i Tønder en del af det tyske kejserrige, og i 1914 rykkede det tyske militær ind i området og anlagde en base for Zeppeliner-luftskibe. Man kan i skoven se fundamenterne af tre meget store zeppelinhangarer og en flyhangar. Anlægget – ”V. (fünfte) Marine-Luftschiff-Detachement Tondern” - er enestående, fordi samtlige tyske militære anlæg ifølge Versailles-traktatens bestemmelser, skulle være fjernet efter første verdenskrig. Men basen undgik sin skæbne, fordi den med Genforeningen overgik til Danmark. Soldaterskoven er derfor formodentlig det eneste sted i verden, hvor man opleve resterne af så store zeppelinhaller.

2

Tværs over Sønderjylland kan man finde spor efter Sikringsstilling Nord, der blev bygget af den kejserlige tyske hær i 1916-1918. Arkivfoto

Sikringsstilling Nord – eller som den egentlig hed ”Sicherungsstellung Nord” - går tværs over Sønderjylland og er verdens bedst bevarede feltbefæstningslinje fra første verdenskrig. Forsvarslinjen, der blev bygget af den kejserlige tyske hær i 1916-1918, skulle hindre et eventuelt angreb på Tyskland af engelske tropper via Esbjerg Havn. Stillingen bestod af pigtrådsspærringer, en dobbeltlinje af delvist udgravede skyttegrave, artilleristillinger og dækningsrum, i alt omkring 800 bunkere.

Man kan se spor efter den flere steder i de statslige naturområder, blandt andet i Lerskov Plantage ved Aabenraa, hvor man også kan være heldig at se vilde kaniner, Rubjerg Plantage ved Rødekro, som tyskerne også brugte som ammunitionsdepot under anden verdenskrig, eller ved Gammelskov Batteri ved Rangstrup – ved sidstnævnte har den delvist mislykkede bortsprængning efterladt et nærmest klippeagtigt landskab.

3

Åtte Bjerge ved Vejen var hele tiden dansk område, men fra Flaghøjen kunne Dannebrog ses langt ned i det daværende Tyskland. Arkivfoto

I Åtte Bjerge, som hele tiden var dansk, flagede man med Dannebrog på Flaghøjen, og herfra kunne man se flaget i den nordlige del af det daværende Tyskland. Man kan stadig nyde en storslået udsigt fra ”bjergene”.

4

Her bærer unge sønderjyder Dannebrog frem mod kongen, Christian X, der her står på Dybbøl Banke i forbindelse med festlighederne ved Genforeningen. Arkivfoto

Dybbøl Banke med møllen og skanserne er både et dansk og tysk nationalsymbol. Her og på Als fandt de største krigshandlinger sted på dansk jord i 1864. Efter Genforeningen i 1920 blev skanseområdet overdraget til staten som nationalpark. I hele juli kan man på Kongeskansen læse mere om folkefesten i anledning af Genforeningen, som fandt sted netop her for 100 år siden.

5

Gendarmstien er som den hidtil eneste i Danmark udnævnt til Europæisk Kvalitetsvandrevej. De 84 km er opdelt i fem etaper - blandt andet en historisk. Arkivfoto

Gendarmstien langs kysten og landegrænsen er en af Danmarks smukkeste vandreruter. Fra Genforeningen i 1920 og næsten 40 år frem gik de blåklædte grænsegendarmer patrulje her for at holde øje med grænsen og skibstrafikken langs kysten. Hver enkelt gendarm havde ansvar for sin del af stien. Patruljeringen til fods ophørte i 1958, og grænsen blev herefter overvåget af patruljer i bil. I 1995 overtog politiet bevogtningen.

84 km af Gendarmstien – fra Padborg til Skovby på Sydals – er siden retableret i et samarbejde mellem det daværende Sønderjyllands Amt, Sønderborg Kommune og Naturstyrelsen. Stien er afmærket med særlige skilte, der har en blå gendarm som logo.

6

Frøslev Plantage er tilplantet i tysk tid for skadeserstatning fra Frankrig efter den fransk-tyske krig 1870-1871. Arkivfoto

Tæt ved den dansk-tyske grænse rummer Frøslev Plantage et sjældent landskab med tæt nåleskov, hedestrækninger og såkaldte klimper – klitter med mose på toppen. I et hjørne af det 1000 hektar store naturområde ligger Frøslevlejren, hvor tyskerne internerede danske modstandsfolk i 1944-45. Her findes i dag et museum. Ligesom mange andre sønderjyske statsplantager, for eksempel Stensbæk og Årtoft plantager, er den tilplantet i tysk tid for skadeserstatning fra Frankrig efter den fransk-tyske krig 1870-1871.

7

Det største stykke urørte skov i Danmark er Draved Skov. Her har man en unik mulighed for at opleve, hvordan danske skove så ud for tusinder af år siden. I Draved Skov finder man blandt andet den sjældne småbladede lind og andre gamle danske træsorter.

8

Gråstenskovene ved Gråsten Slot byder på en meget varieret natur. Arkivfoto: Timo Battefeld

Med et varieret landskab og en særlig historie udgør Gråstenskovene nogle af Danmarks smukkeste skove. De er udpeget til national seværdighed og Natura 2000-område og byder på mange oplevelser med et meget varieret plante- og dyreliv, oldtidsminder, rislende bække, moser og dejlige søer.

9

Ved søer og moser i Sønderskoven på Als kan man høre den sjældne løvfrø. Arkivfoto

I Sønderskoven tæt på Sønderborg kan man nyde havudsigten fra stejle klinter, vandre gennem et stykke skov fra 1700-tallet, opleve det myldrende fugleliv i vådområdet Fredsmaj eller høre løvfrøernes højlydte kvækken fra søer og moser. Trænger kondien til et boost, er der både sundhedsspor og en kyststi med naturens egne forhindringer at gå løs på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Friture satte ild i køkken

Danmark

Fundings analyse: Når Messerschmidt bliver forfremmet, skal du lægge mærke til disse tre ting

Danmark

Messerschmidt bliver forfremmet: Afløser Espersen som næstformand i DF

Annonce