Annonce
forside

Genindførelse af dækningsafgiften

Læserbrev: Ved seneste byrådsmøde kom det frem, at Dansk Folkeparti til næste års budgetforhandlinger vil foreslå at sløjfe byggesagsgebyrerne. Det er næppe gået manges næse forbi, at kommunen fattes penge. Der er rigtig mange andre ting jeg, hellere ville gøre gratis end byggesagsgebyrer. Men lad nu det ligge. Selv om borgmesteren omtalte mit forslag på seneste byrådsmøde som værende humoristisk, er det fra min side ment helt alvorligt. Hvis kommunen skal undvære indtægten fra disse byggesagsgebyrer, skal pengene jo findes andet steds. Derfor foreslog jeg, at vi som kommune kunne genindføre dækningsafgiften. Det er absolut ikke første gang, Enhedslisten har foreslået dette. Og det bliver heller ikke sidste gang.

Hvis man kikker på, hvilke kommuner der opkræver dækningsafgift, er det slående, at jo længere nord på du kommer på Sjælland, desto større er chancen for, at din kommune opkræver dækningsafgift. På Fyn og i Jylland er det rent faktisk de kommuner, der vækster, som opkræver dækningsafgift. Altså bortset fra Esbjerg.

Er dækningsafgiften så den rene gift for erhvervslivet? Nej, det mener jeg absolut ikke. Dansk Industri (DI) laver årligt undersøgelser af, hvor erhvervsvenlige de forskellige kommuner er og de spørger virksomhederne, hvad kommunerne bør prioritere højest. Svaret er ifølge DI infrastruktur og transport. Herefter følger arbejdskraft og uddannelse. Selvfølgelig betyder skatter og afgifter også en del for virksomhederne, men ifølge DI's egen undersøgelse under halvt så meget som infrastruktur og transport.

For Enhedslisten er en indførelses af dækningsafgiften ikke et eller andet kommunistisk hævntogt mod kapitalisterne. Til gengæld tror vi på solidariteten i samfundet og mener, at alle skal bidrage. Også virksomhederne. Anlæggelse og vedligehold af vejnettet er en betydelig post i det kommunale budget og ifølge DI altså det som virksomhederne vægter højest. Derfor er det i min og Enhedslistens optik også kun rimeligt, at virksomhederne er med til at betale for dette sammen med alle os andre. Derfor vil vi gerne (gen)indføre dækningsafgiften. Og hvis det så samtidig betyder, at vi kan sætte byggesagsgebyret lidt ned, er vi også med på det.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce