Annonce
Trekantområdet

Gerdes-advokat: Man klipper pladerne på en ældre læge, som ellers ikke har væltet sig i klager

Stig Gerdes tabte sin retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed. Det betyder, at han ikke genvinder retten til at være læge. Foto: Peter Leth-Larsen
Den tidligere Fredericia-læge havde ikke held til at slå Styrelsen for Patientsikkerhed i retten. Så han er fortsat ikke læge.
Annonce

Snoghøj: Den hyggelige stemning med kaffe og brød på bordet i Stig Gerdes' køkken led et knæk mandag morgen. Her fik han besked om dommen i sin retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Jeg har tabt. Men vi er ikke færdige endnu, siger Stig Gerdes.

Den over 60 sider lange dom slutter med ganske få linjer, der slår fast, at "Stig Gerdes fratages varigt sin autorisation som læge".

- Men jeg er klar til at kæmpe til det sidste. Det overgreb, der er sket mod mig og Karina skal ikke have lov at passere. Jeg anker, siger Stig Gerdes.

Han sad klar og ventede på dommen, men havde ikke lagt champagne i køleskabet.

- Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siger han.

Jeg synes, at nuancerne er gået tabt. Hvordan kan det ikke have betydning, at patienten fik det bedre?

Anders Quistgaard, Stig Gerdes' advokat

Annonce

Hvor blev nuancerne af?

Karina Hansen er den patient, der er i sagens centrum: Gerdes trappede hendes psykiatriske medicinering ned uden først at konsultere hendes værge. Efter behandlingen fik hun det bedre, og hendes nuværende læge bekræftede i retten, at Gerdes' beslutning var korrekt. Men den var også udtryk for, at Fredericia-lægen ikke fulgte reglerne. Og det er hovedargumentet for at fratage ham autorisationen.

Gerdes' advokat, Anders Quistgaard, undrer sig:

- Jeg er ikke naiv, men det kommer bag på mig, at nuancerne er gået tabt. Nu skal jeg lige have tid til at nærlæse dommen, men jeg synes, at retten kun lægger vægt på Styrelsens og Retslægerådets udlægninger. Hvordan kan det ikke have betydning, at Karinas far og hendes læge siger, at Stigs beslutning var den rigtige? Jeg synes ikke, at retten forholder sig til sagens kerne, og det forstår jeg ikke, siger Anders Quistgaard til Fredericia Dagblad.

Han har allerede talt med Stig Gerdes, og han forventer at anke sagen, allerede inden denne uge er omme.

- Man klipper pladerne på en ældre læge, som ellers ikke har væltet sig i klager, siger Anders Quistgaard.

Annonce

Et spørgsmål om HPV

Allerede da Stig Gerdes for godt to et halvt år siden mistede sin autorisation midlertidigt, følte han, at sagen drejede sig om mere end Karina Hansen-sagen.

Hans mangeårige og åbenmundede kritik af HPV-vaccinations-programmet var medvirkende til, at myndighederne ville lukke munden på ham, mente han.

Retssagen handlede nu ikke om HPV, men udelukkende om Karina Hansen-sagen. Undtagen ét lille øjeblik, nemlig da kammeradvokat Flemming Orth spurgte Stig Gerdes: Hvad vil du anbefale en ung kvindelig patient, der ønsker at blive HPV-vaccineret? Gerdes svarede, at han ville anbefale hende at læse op på emnet og tage en snak med sine forældre.

- Det er uhørt at spørge ind til HPV. Det er jo slet ikke det, sagen drejer sig om, siger Anders Quistgaard.

Stig Gerdes følte efterfølgende, at dét ene spørgsmål afslørede den sande baggrund for Styrelsens ønske om fjerne ham.

Men sådan skulle det ikke forstås, siger kammeradvokat Flemming Orth til Fredericia Dagblad.

- Gerdes sagde i retten, at han ville overholde alle regler, hvis han genvandt retten til at være læge. Og så ville jeg teste, hvor langt det ville række, siger Flemming Orth.

Stig Gerdes oplyser, at han er indstillet på at føre sagen helt til Højesteret, hvis det bliver nødvendigt og muligt.

Stig Gerdes og advokat Anders Quistgaard uden for retssalen i Kolding, hvor sagen blev ført. Foto: Peter Friis Autzen
Kammeradvokat Flemming Orth synes, at spørgsmålet om HPV-vaccine var naturligt i afhøringen af Stig Gerdes. Han noterer sig, at hans klient, Styrelsen for Patientsikkerhed, vandt retssagen, og han afventer nu nu den ankesag, Gerdes siger er på vej. Arkivfoto: Peter Friisd Autzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce