Annonce
Esbjerg

Ghettoplanen er en bombe under Kvaglunds daginstitution

- Det giver jo god mening, at man gerne vil have mere diversitet i de her områder. Det giver bare ikke så god mening, at man laver det her krav til kun 30 procents optag fra udsatte områder, før man har spredt bosætningen, siger områdeleder Marianne Guldager Jensen. Foto: André Thorup
Omkring 80 procent af børnene i vuggestuen og børnehaven i Kvaglund bor i et udsat område, men fremover må kun 30 procent af børnene have bopæl i sådan et område. Dermed er ghettoplanen den lige vej til en lukning af institutionen, hvis ikke Christiansborg vil give Esbjerg en dispensation.

ESBJERG: De fleste af børnene i Kvaglunds vuggestue og børnehave kommer fra Kvaglund. Og 80 procent af dem har en adresse, der starter med et bogstav fra A til E og ender på enten ”krattet” eller ”lunden”.

Men fra 1. januar er det forbudt, at så mange børn har sådan en adresse.

Boligområdet, som strækker sig fra Askekrattet til Egekrattet og fra Askelunden til Egelunden, benævnes også Hedelundgårdparken, og herfra må kun 30 procent af børnene i daginstitutionen Børnehusene Kvaglund optages efter årsskiftet.

- Kvaglunds institution er den mest sårbare institution i forhold til ghettoplanens krav, for ingen andre steder i kommunen er der hele 80 procent af børn, som kommer fra et udsat område. Vi er absolut hårdest ramt herude, og det helt uoverskueligt, at 50 procent af vores børn ikke længere må gå her, siger områdeleder for Esbjerg Ø og Tjæreborg, Marianne Guldager Jensen, og fortsætter:

- Vi kan ikke banke den procentsats så langt ned. Hvor skal vi flytte børnene fra Kvaglund hen? Og hvilke andre børn vil komme ud til Kvaglund og udgøre de 70 procent fra ikke-udsatte områder? Vi ved ikke, hvad vi stiller op, hvis vi ikke får en dispensation fra ghettoplanen, siger hun.

Annonce

Ghettoplanen

I ghettoplanen klassificeres en række byområder i Danmark som henholdsvis udsat område, ghettoområde og hård ghetto.

Inddelingerne sker ud fra kriterierne indkomst, uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, andel af indvandrere samt andel af tidligere straffede borgere.

I Esbjerg har et stort område på Stengårdsvej fået prædikatet "hård ghetto", idet området gennem fem år har levet op til kriterierne for at være en ghetto.

Derudover er en række områder i Esbjerg klassificeret som "udsatte områder", idet de lever op til færre af kriterierne end ghettoområderne. Hedelundgårdparken i Kvaglund er et af de udsatte områder, og mens Esbjergs andre udsatte områder er blevet fritaget for ghettoplanens krav på dagpasningsområdet, gælder dette ikke for Kvaglunds kommunale daginstitution.

Ligesom daginstitutionerne på Stengårdsvej skal Børnehusene Kvaglund derfor sænke sin procent af børn fra udsatte ved fremover kun at optage 30 procent af børnene fra disse områder.

En ny institution

Esbjerg Kommune har netop sendt en dispensationsansøgning om at blive fritaget for ghettoplanens krav til daginstitutioner og har været til uddybende samtale omkring den hos børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Endnu er der ikke kommet svar, og fastholder regeringen ghetto-kravene, ser Marianne Guldager Jensen for sig, at Børnehusene Kvaglund må lukke.

- Det ville være trist, og samtidig kan jeg ikke se, at en lukning løser problemet. For der er ikke plads på de øvrige daginstitutioner i Esbjerg til at indlemme børnene fra Kvaglund. Så ender vi med at bygge en ny institution, og selv om den blev placeret et andet sted i byen, vil det jo stadig være alle børnene fra de udsatte områder, som kom til at gå der. Og så er vi jo lige vidt. Samtidig risikerer vi, at færre børn overhovedet kommer i dagpasning, fordi nogle forældre ikke har kørekort og måske heller ikke overskud til at fragte deres små børn langt væk hver morgen og hente dem igen om eftermiddagen, siger Marianne Guldager Jensen.

Det rene kaos

Hun kan godt se fornuften i, at børnene fra Hedelundgårdparken i Kvaglund bliver blandet med andre børn, for en stor del af børnene er tosprogede, og der er forskningsmæssig belæg for, at disse børns sprog udvikler sig hurtigere, hvis de er sammen med en majoritet af etnisk danske børn.

- Hele idéen med at blande børnene er god. Men jeg synes, daginstitutionerne er det forkerte sted at starte. Det var bedre, at man løste det gennem bosætning, for så kom faldet til de 30 procents optag helt naturligt, siger hun.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) kalder lovgivningen omkring de 30 procents optag "rigid og svær at realisere":

- Hvis ikke vi får en dispensation, ender det jo i det rene kaos ved, at institutionerne lukker sig selv, siger han.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce