Annonce
Sydjylland

Ghettoudspil kan spænde ben for renoveringer: Boligforeninger risikerer at miste milliarder

Træder regeringens ghettoudspil i kraft, kan det gå ud over almene boligområder, som ikke får de samme midler fra Landsbyggefonden, der først var sagt god for. En del af puljen skal gå til at forbedre de udsatte områder. Foto: Ludvig Dittmann

Regeringens ghettoudspil kan få konsekvenser for renoveringer af helt almindelige boligområder. En del af udspillet skal nemlig finansieres af Landsbyggefonden, som står for renoveringerne i den almene boligsektor. Administrerende direktør for Danmarks Almene Boliger kalder det helt uacceptabelt.

Annonce

Forsinkelse: Borgere i Syd- og Sønderjylland, der har problemer med blandt andet dårligt indeklima eller skimmelsvamp, kan risikere ikke at få nogen hjælp. Det sker som en konsekvens af regeringens ghettoudspil, hvor en stor andel af de midler, der fra Landsbyggefonden skulle være gået til renoveringer af almene boliger, i stedet øremærkes til udsatte områder. Det vækker bekymring hos Bent Madsen, der er administrerende direktør i Danmarks Almene Boligforening.

- Man kommer til at sætte renoveringer i stå uden for de udsatte områder. Det bliver konsekvensen af det. Det er helt uacceptabelt, for det er renoveringer, der er nødvendige, for eksempel for at få ordnet problemer med skimmelsvamp, forklarer han.

Af udspillet fremgår det, at Landsbyggefondens samlede renoveringsramme fra 2019 til 2026 skal være på 21 milliarder kroner. 12 milliarder af dem skal bruges i de 57 udsatte områder, som er kommet på regerings liste over ghetto- og udsatte områder. Det betyder, at de resterende ni milliarder skal gå til finansieringen af renoveringerne i resten af den almene boligsektor.

Bent Madsen mener ikke engang, at de ni milliarder rækker til de renoveringsprojekter, der allerede stå i kø.

- Man forudsætter i udspillet en ramme til renoveringer helt frem til 2026, der faktisk er utilstrækkelig til at dække renoveringerne, der allerede står i kø. Det betyder at alt, hvad der skulle komme af nye renoveringsprojekter, det er der slet ikke plads til, siger han.

Fire punkter i ghettoudspillet

På ghettolisten er der i alt 22 punkter, som regeringen vil indføre for at komme problemerne med ghettoerne og de udsatte områder til livs. Punkterne er fordelt på fire temaer:

- Fysisk nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder.

- Mere håndfast styring af hvem der kan bo i udsatte boligområder.

- Styrket politiindsats og højere straffe skal bekæmpe kriminalitet og skabe mere tryghed.

- En god start på livet for alle børn og unge.

Annonce

Tilskud fra Landsbyggefonden

Lejere i de almene boligforeninger betaler ind til Landsbyggefonden. Det er derfor også hos Landsbyggefonden, boligforeningerne kan søge om tilskud til renoveringer af boligprojekter. Det gælder også for de udsatte boligområder, der altså nu får 12 milliarder fra Landsbyggefonden. Bent Madsen mener ikke, at det er forkert at tage midler fra Landsbyggefonden og bruge dem i de udsatte områder, men han påpeger, at man ikke må forbigå de øvrige boligområder.

- Det er velbegrundet i forbindelse med parallelsamfundspakken, at de udsatte områder skal have en indsats. Men det skal ikke udelukke, at man ikke gør noget for de andre områder, siger han.

Også boligforeningerne er bekymret for, at de planlagte boligprojekter vil gå i stå, hvis så stor en del af den samlede pulje fra Landsbyggefonden skal gå til de udsatte områder.

- Der er en del projekter, der ligger i kø ved Landsbyggefonden, som bare mangler at blive godkendt, før vi kan gå i gang med at renovere. Så det er naturligvis bekymrende, når der er udsigt til, at de projekter kan blive udskudt eller måske helt aflyst. Det er lejernes penge, der skal gå til, hvad nogen har kaldt fejlslagen integration. Det er ikke lejernes opgave at løse det problem, siger Per Nielsen, direktør for Bovia i Kolding.

Annonce

Forhandlinger med regeringen

Kaare Dybvad, boligordfører (S), kan godt forstå boligforeningernes bekymringer. Han vil derfor sammen med partifællerne på Christiansborg forsøge at få ændret andelen af midler, der er afsat til de udsatte områder.

- Jeg er ikke uenig i, at man skal prioritere at bruge penge på de udsatte områder, hvor der er mest brug for det, men det skal ikke være sådan, at en almen boligforening betaler ind til Landsbyggefonden igennem mange år og så stadigvæk ikke kan få renoveret. Vi kigger desuden på, om det er muligt at ændre på andelen af de 21 milliarder, som skal bruges på udsatte områder. Det er nogle af de ting, vi i øjeblikket forhandler med regeringen om, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Lille Bent blev reddet mange gange - selv havde han kun ét ønske: - Bare, jeg dog snart må dø, så jeg kan være sammen med min mor!

Annonce