Annonce
Udland

Giftig røg indhyller Sydney efter nye skovbrande

William West/Ritzau Scanpix
Borgerne i Australiens største by, Sydney, bliver rådet til at blive indendørs grundet farlig røg.

Nye skovbrande indhyllede den australske storby Sydney i tyk røg mandag aften og tirsdag morgen lokal tid.

Stærke vinde sendte tyk røg fra over 60 nærliggende brande ind over Australiens største by.

Her blev blandt andet de ikoniske bygningsværker Operahuset og broen Harbour Bridge svære at se.

Delstaten New South Wales' (NSW) sundhedsministerium har udsendt en advarsel og råder borgere til at holde sig indendørs.

Røgen skulle indeholde ti gange så mange skadelige partikler som ved et farligt niveau.

- For de fleste vil røgen irritere øjne, næse og hals, men for personer med blandt andet astma kan det være mere farligt, siger Richard Broom, der er leder af NSW's sundhedsministerium.

Voldsomme skovbrande har de seneste uger ødelagt over en million hektar skov og opdyrket land i delstaterne NSW og Queensland, hvor der flere steder har været tørke i over tre år.

Ifølge NSW's brandmyndighed vil røgen blive hængende over Sydney i løbet af tirsdagen, da den stærke vind holder gang i de mange omkringliggende skovbrande.

Fire personer er omkommet, og over 300 hjem er blevet ødelagt af brandene i den seneste uge.

Mere end 1300 brandmænd kæmper i øjeblikket med ilden, og der er udstedt afbrændingsforbud i de fleste områder.

/ritzau/Reuters

Annonce
William West/Ritzau Scanpix
Peter Parks/Ritzau Scanpix
Esther Chan/Ritzau Scanpix
Stringer/Reuters
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce