Annonce
Sønderborg

Gigtlæge går i gang med at teste cannabis for smerter

Gigtlæge og forsker Oliver Hendriks kan nu gå i gang med at udpege 180 patienter til forsøget. Ingen af dem vil få at vide, om de skal sluge snydepiller eller medicin med medicinsk cannabis. Arkivfoto: Timo Battefeld

180 patienter tilknyttet Dansk Gigthospital vil få tilbudt at deltage i et forsøg, som skal vise, om hash kan mindske deres smerter.

Annonce

Sønderborg: Oliver Hendricks, der er gigtlæge og forsker ved Dansk Gigthospital i Sønderjylland, kan nu gå i gang med at teste medicinsk cannabis på patienter. Han har netop fået myndighedernes godkendelse til et forsøg, der vil inddrage 180 personer med leddegigt og rygsøjlegigt.

Halvdelen vil få tilbudt smertedækkende medicin med cannabis. Resten vil få et uvirksomt stof. Hvem, der får hvad, afgøres ved lodtrækning, og hverken patienter eller personalet, der udleverer medicinen, vil få at vide, om pillerne virker eller er placebo.

Forsøget skal vise, om og hvordan medicinsk cannabis virker over for smerter, søvnbesvær og koncentrationsevne. For gigtlægernes udfordring i dag er, at mange patienter har smerter på trods af, at de er i medicinsk behandling.

- Mange har været igennem et hav af behandlinger med konventionelle lægemidler med ingen eller utilstrækkelig effekt. Selv om de på papiret er velbehandlede, lever de et liv i daglige smerter og med invaliderende symptomer, forklarer Oliver Hendricks i en pressemeddelelse fra Gigtforeningen.

Der findes flere end 200 gigtdiagnoser. Når Dansk Gigthospital vælger at teste cannabis på patienter med rygsøjlegigt og leddegigt, skyldes det, at lægerne har størst erfaring med behandling af netop de to diagnoser.

Man kan som gigtpatient ikke selv melde sig til forskningsprojektet. Dansk Gigthospital indstiller patienter, som skønnes egnede.

Annonce

Hver 6. køber illegalt

CAN-ART, som forskningsprojektet kaldes, støttes af Gigtforeningen. Foreningens direktør Mette Bryde Lind er bekendt med, at mange gigtpatienter køber hash på det illegale marked. Faktisk har hver sjette medlem af Gigtforening forsøgt sig med hash.

- Risikoen er, at de indtager stoffer uden at kende til styrke og renhed, konstaterer Mette Bryde Lind.

Dertil kommer, at der stadig ikke findes anerkendte videnskabelige studier, der har dokumenteret, at cannabis kan afhjælpe smerter for gigtramte.

- Vi er på bar bund. Vi kender ikke til den ideelle dosis, hvor ofte det skal indtages, eller hvordan reaktionen er sammen med andre lægemidler. Derfor glæder jeg mig til at komme i gang med evidensbaseret forskning, siger Oliver Hendricks.

Dansk Gigthospital er det nye navn for Christian X.´s Gigthospital i Gråsten, der inden sommer flytter ind i en del af Sønderborg Sygehus.

Her ønsker også overlægen Rolf Jelnes at teste effekten af cannabis. Hans forsøg med brug af cannabis-creme på sårpatienter afventer dog stadig myndighedernes godkendelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Revet ned fra hylderne: Corona får esbjergenserne til at gå amok i julelys

Annonce