Annonce
Haderslev

Glæde i Vojens: Asfaltjungle bliver efter mange års pres pænere

Karl Posselt fra Forum Vojens glæder sig på vegne af Vojens og de mange frivillige over, at arbejdet med at omforme banegårdspladsen i Vojens nu endelig efter flere års ventetid går i gang. Han har gennem flere år presset på for at få arbejdet gennemført. Arkivfoto: Jacob Schultz
En ny udformning af banegårdspladsen i Vojens går i gang i denne måned. Arbejdet kommer til at strække sig hen over vinteren til foråret og udføres i to etaper. Formand for Forum Vojens er glad og håber, at det kan tiltrække investorer.
Annonce

Vojens: Nu får asfaltjunglen på banegårdspladsen i Vojens sit længe ventede løft. Midt i november går arbejdet med at omdanne den nedslidte ankomst- og afgangsplads til et mere indbydende sted i gang. Arbejdet, der indebærer ny kørebane, busperron og fortov foran stationsbygningen samt udformningen af et større, grønt område med blomstrende træer, kommer til at strække sig over en længere periode hen over vinteren og frem til foråret næste år.

Med igangsættelsen kan Forum Vojens sætte et meget stort kryds på tjeklisten. Omformningen af banegårdspladsen har stået meget højt på de frivilliges ønskeseddel, siden de vedtog masterplanen for Vojens By i 2017. Formanden er da også meget glad:

- Det er en rigtig god nyhed, siger Karl Posselt, der siden 2017 hvert år har presset på for at få forskønnelsen prioriteret på det kommunale budget, og igen i det tidlige forår appellerede til politikere om at sætte i gang.


Det gør pladsen pænere, og den bliver dermed mere attraktiv for både by og kommune. Ikke mindst kan det være medvirkende til, at det bliver mere interessant for private investorer at sætte penge i at skabe nyt liv i de tomme bygninger.

Karl Posselt, formand for Forum Vojens


Forklaringen til presset er Karl Posselt klar i mælet om:

- Det gør pladsen pænere, og den bliver dermed mere attraktiv for både by og kommune. Ikke mindst kan det være medvirkende til, at det bliver mere interessant for private investorer at sætte penge i at skabe nyt liv i de tomme bygninger, siger Karl Posselt med henvisning til, at det tidligere posthus stadig står tomt, lige som banegårdsbygningen også er i spil igen. En genbrugsbutik, der åbnede i foråret, lukkede i slutningen af september.

Annonce

Fem millioner afsat

Politikerne har afsat fem millioner kroner til arbejdet i år og næste år.

Pengene faldt under usædvanlige omstændigheder.  I begyndelsen af maj fremsatte den fungerende formand for udvalget for plan og miljø, Thomas Vedsted (LA), under Benny Bondes sygeorlov og efter en hektisk debat om Gravenes fremtid et medlemsinitiativ med tre anlægsprojekter til Gravene i Haderslev, til renoveringen af banegårdspladsen i Vojens samt til projektering og anlæggelse af en cykelsti til Gram Lergrav.

Et af problemerne med banegårdspladsen i Vojens er og har været, at der ikke er gennemført vedligeholdelse af pladsen. Flere steder slår asfalten derfor revner, lige som fundamentet ved af- og påstigningsstedet er sunket flere steder efter tung transport. Arkivfoto: Jacob Schultz

Forslaget fik opbakning i økonomiudvalget samt senere af et flertal i Haderslev Byråd, selv om projekterne ikke var budgetteret på kommunens anlægsbudget.

For 14 dage siden gik arbejdet på Gravene i Haderslev i gang, og nu gælder det så banegårdspladsen i Vojens.

- Banegårdspladsen er vores ansigt udadtil, og det er her, at mange rejsende ankommer med bus eller tog, når de besøger vores kommune. Derfor er det også vigtigt, at vi får efterladt et godt indtryk, når de besøger os første gang, siger borgmester H. P. Geil (V) i en pressemeddelelse.

Annonce

P-pladser inddrages

Omdannelsen betyder konkret, at fortovet ved stationsbygningen udvides til 6-7 meters bredde for at skabe plads til mindre opholdsarealer, træer og et bredt gangareal.

Derudover etableres en ”mut og mojn”-lomme langs fortovet, hvor der vil være mulighed for at sætte passagerer af tæt på stationen.

Udgangspunktet for omformningen af banegårdspladsen er en masterplan, der er lavet af Forum Vojens i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet. Her opereres der blandt andet med blomstrende træer, og flere parkeringspladser bliver inddraget. Illustration: Masterplanen for Vojens

En del af det nordlige parkeringsareal inddrages til grønt areal, så man fremover skal parkere på den sydlige parkeringsplads, der ikke indgår i projektet.

Sidst men ikke mindst etableres der en bred busperron med plads til tre holdende busser på hver side, så man kan skifte bus uden at skulle krydse kørebanen.

Baggrund

Forum Vojens fik efter et stort borgerengagement i februar 2017 i samarbejde med Tegnestuen Mejeriet udarbejdet en masterplan for Vojens Midtby. Her er banegårdspladsen et af fokuspunkterne. Ifølge planen, der fik stor politisk ros, skal der indrettes en grøn oase med blomstrende træer til ophold på den parkeringsplads, der ligger i umiddelbar forlængelse af det nuværende grønne område skråt over for Hotel Vojens.

Et af problemerne ved pladsen er, at den ikke er blevet vedligeholdt i mange år.

- Projektet på banegårdspladsen involverer flere større områder, og derfor vil det også tage lidt tid, før vi er færdige. Vi udfører det i to etaper; én som starter nu og slutter i foråret og én der starter senere i 2021, og afsluttes næste efterår”, siger Maiken Henningsen, der er ingeniør og projektleder ved Haderslev Kommune.

Mens arbejdet står på, vil der i perioder være afspærret på dele af pladsen, så der etableres en midlertidig busholdeplads, ligesom parkering vil blive flyttet til den sydlige plads. Ændringerne vil løbende blive skiltet i området

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Er der en ledig plads i din boble?

Annonce