Annonce
Rejser

Glæden ved gin i Wales

Danny Cameron er medejer af det lille, men prisvindende gin-distillery The Dyfi Distillery. "Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem dur da, siger Cameron om sit lille firma, der i både 2017 og 2018 fik prisen for Best British gin. Foto: Jens Rasmussen
Svær at finde, men let aldrig at glemme. For det er prisværdige sager, der gemmer sig i landsbyen Corris og med det finurlige navn The Dyfi Distillery. Her produceres gin. Og det serveres med en smittende begejstring, når Danny Cameron beretter om det lille familiefirma, der blot har tre år bag sig, men allerede fået priser i 2017 og 2018 for Best British Gin. - Vi er et lille, uafhængigt familiefirma, som pertentligt og vedholdende gør vort bedste for at producere en god gin, siger Danny Cameron, der er tidligere vinmand, så han har næse for gode drikke. - Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem er da ikke helt af vejen, siger han beskedent, men også med en vis naturlig stolthed. Det lille ginfirma er placeret i en dal, hvor floraen florerer, det rene vand pibler, de mørke skyer dominerer, og befolkningstallet er lavt. - Men det er fascinerende folk, der bor her. Dette kombineret med områdets skønhed har inspireret os. Og vi noterer selvfølgelig med tilfredshed, at Unesco har givet området sit verdensarv-stempel, siger Danny Cameron. Danny og broderen Pete vil gerne eksportere deres prisvindende dråber, men det kniber med kapaciteten. England er storimportør af den walisiske gin. Og sådan en five o’clock tea tager sikkert ikke skade af at blive skyllet ned med en eight o’clock gin.
Annonce
Danny Cameron er medejer af det lille, men prisvindende gin-distillery The Dyfi Distillery. "Jeg får en masse skøre ideer, men nogle af dem dur da, siger Cameron om sit lille firma, der i både 2017 og 2018 fik prisen for Best British gin. Foto: Jens Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce