Annonce
Nordtyskland

Forpagter jubler: Bowlingcenter åbner igen efter to års pause

Christian Reinheimer genåbnede sit bowlingcenter fredag. Foto: Sebastian Iwersen.

FLENSBORG: Christian Reinheimer er en entertainer og en humørbombe, men fredag formiddag var humøret tydeligt toppet med lidt ekstra: Forventningens glæde.

Her kunne han nemlig åbne dørene til Flensburger Bowlingcenter, som har været lukket de seneste to år.

Christian Reinheimer var også forpagter af bowlingcentret fra 1999 og frem til 2014, da han i stedet blev rejsebuschauffør og fik set store dele af Europa, mens centret kom på andre hænder og altså siden lukkede ned.

Annonce

I november sidste år syntes Christian Reinheimer, at det var tid til at vende tilbage til de lokaler, som han holder så meget af.

- Det er lige mig, det her. Jeg elsker den her bowlinghal, siger han og ser ud over de 12 baner på øverste etage i Rote Straße nr. 15, hvor han selv bowlede første gang i 1970.

Han er med al tydelighed ikke den eneste, der har glædet sig til en genåbning. Allerede fredag aften var der godt booket ud, og Christian Reinheimer har for længst fået reservationer til de første julefrokoster.

Hvor travlt, der i det hele taget bliver, tør han ikke at gætte på. Corona spiller måske en rolle for folks lyst til at gå ud og bowle - og måske gør den ikke.

På grund af epidemien må der maksimalt være 125 personer i centret. Gæsterne skal have en frisk, negativ coronatest, være vaccinerede eller have overstået en infektion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce