Annonce
Sport

Gladbach sænker Bayern med straffe i overtiden

Thilo Schmuelgen/Reuters
Der var drama for alle pengene, da Bundesligaens tophold, Gladbach, lørdag slog Bayern München med 2-1.

Bundesligaens tophold hedder stadig Borussia Mönchengladbach.

Lørdag holdt førerholdet i den bedste tyske fodboldrække på yderst dramatisk vis fast i førstepladsen, da Bayern München hjemme blev slået 2-1.

Gladbach kom bagud 0-1 efter nærmest at være blevet løbet over ende af Bayern, men kom tilbage og fik altså både udlignet og bragt sig foran. Sejrsmålet blev scoret på straffespark i kampens overtid.

Dermed har Gladbach 31 point efter 14 kampe. Det er et mere end Yussuf Poulsen og RB Leipzig, der lørdag slog Robert Skov og Hoffenheim 3-1.

Yussuf Poulsen startede på bænken og blev skiftet ind med en halv time tilbage. Robert Skov spillede hele kampen på venstre back.

Bayern München, der stadig forsøger at finde melodien i denne sæson, er at finde på sjettepladsen med 24 point.

Dortmund tog lørdag tredjepladsen med en knusende 5-0-sejr over Düsseldorf. Hverken Thomas Delaney eller Jacob Bruun Larsen var med i opgøret.

I kampen mellem Gladbach og Bayern var det i første halvleg ikke til at se, at førstnævnte ligger over sydtyskerne i tabellen. Gæsterne sad tungt på begivenhederne og belejrede Gladbach-feltet.

Det blev da også til adskillige store målchancer, men ind kom bolden bare ikke - blandt andet takket være en velspillende Yann Sommer i målet.

Blot fire minutter inde i anden halvleg fik Bayern så endelig hul på bylden.

Efter et flot opspil modtog Ivan Perisic bolden på kanten af feltet. I én bevægelse tæmmede kroaten den, vendte sig om og hamrede på kassen. Yann Sommer fik en hånd på bolden, men der var for meget fart på til at stoppe dens vej i mål.

Scoringen pustede liv i Gladbach. Hjemmeholdet kom mere på bolden, og ti minutter senere var der udlignet. Ramy Bensebaini steg til vejrs efter et hjørnespark og headede Gladbach på 1-1.

Den sidste halve time bød på store chancer til begge hold, men det var altså først i kampens overtid, at jublen for alvor kunne bryde ud på Borussia-Park.

Her skaffede Bayerns Javi Martinez Gladbach et straffespark med en alt for satset tackling. Ramy Bensebaini blev manden, der skulle eksekvere, og det gjorde han godt. Manuel Neuer hoppede til den rigtige side, men kunne ikke nå bolden.

Det efterlod Bayern med få minutter tilbage til at jagte udligningen, men tiden løb ud, og så endte Gladbach med de tre point.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce