Annonce
Varde

Glasset blev hendes skæbne

Elin Holmberg i gang med at skære i det hårde glas, der efter en tur i ovnen bliver blødt at se på. Foto: Chresten Bergh

Elin Holmberg gik for 16 år siden til glaskunst, og selvom læreren var ideforladt var Elin solgt. I dag er glasset blevet ægteskabets tredje krydderi.

Varde: Kunsthal vARTe har åbent glasværksted i denne måned. Ikke at ret mange har benyttet sig af det, men så har Elin og Henning Holmberg da selv hygget sig med at se deres værker udstillet i de smukke rammer.

Lige indtil Henning måtte lægge sig med et hold i ryggen, så Elin selv holder skansen de sidste dage.

Det var også hende, der begyndte på det med glas. Hun har dyrket alverdens håndarbejde siden hun var ti, og selvom læreren var idéforladt på hendes glaskursus i 2001 var Elin solgt.

Fire år senere kom Henning med.

- Han har meget mere rumlig forståelse end jeg har. Jeg kan simpelthen ikke se tingene for mig i tre dimensioner. Det kan han, siger hun og viser rundt.

Annonce

Sidste dag

Sidste chance for at lave glaskunst til julegaverne er i dag, søndag.

Kunsthal vARTe har lukket mandag og tirsdag, men onsdag-torsdag vender Elin og Henning Holmberg tilbage og udleverer de producerede værker, som de brænder hjemme i deres egen glasovn.

Fadet her minder lidt om et fad med solsikker, Elin og Hennings yngste datter fik i bryllupsgave. Foto: Chresten Bergh

Glas for enhver

På endevæggen foroven hænger Hennings fantastiske zebraer i glas, og overalt står finurlige figurer af glas og jern og træ.

- Poul Erik Bech har købt den der. Og den her, siger Elin.

Begge værker hedder "Bølgen", men den store på 55 kilo har Henning lavet, den lille er Elins værk.

Kritiserer I aldrig hinanden?

- Jo da, sønder og sammen. Men aldrig mere, end at vi kan give et kys bagefter. Man skal huske at få et kys hver dag. Det gør vi, vi kysser meget, siger hun og griner.

Skræddersyet glas

I en stribe år havde parret glasbutik. Først i kælderen under hjemmet i Torvegade, så i Jernbanegade. Nu er butikken lukket, og parret producerer mest glas på bestilling.

- Typisk vil folk have nogle specielle ting til en gave. De ringer og siger, at han er pilot og hun er kok, og så snakker vi en masse og finder ud af, hvad det skal være, siger hun.

Lidt på samme måde som hun lavede et fad med sin yngste datters yndlingsblomst, solsikken, til datterens bryllup for to år siden. Eller som hendes eget "Livets træ" i glas og natursten, som minder hende om sin fortid som jordemoder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Erhverv

Havnevirksomheder bekymrede over at ny havnevision skal hastes igennem

Annonce