Vejle: En 47-årig mand fra Børkop var usædvanlig uheldig, men kom heldigvis ikke selv til skade, da han mandag morgen klokken 8 kom kørende ned ad Munkbjergvej mod Ibæk Strandvej.
På grund af glat føre mistede han herredømmet over bilen, påkørte en færdselstavle, kørte ned ad en skrænt og endte med fronten af bilen i fjordens vand.
Det oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt.
Indsatslederen ved TrekantBrand, Christina Fischer, blev tilkaldt, fordi der var en svag oliefilm på vandoverfladen, efter at bilen var havnet i fjorden.
- Men mængden var så lille, så vi havde svært ved at gøre noget ved det. Derfor må naturen klare det selv, siger indsatslederen.