Varde: Den udbredte smitte på Sydvestjysk Pelscenter er nu næsten væk efter mange af sæsonmedarbejderne har været isoleret i en uges tid. Den seneste status er, at kun 13 er smittet, siger pelscentrets formand, Svend Pedersen.
Han fortæller desuden, at der har været nogle misforståelser om, hvor mange der har været smittet på én gang. Da medierne midt i sidste uge berettede om over 100 smittede, så skulle det ifølge Svend Pedersen forstås som, at over 100 af medarbejderne i løbet af deres tid i Danmark var blevet smittet med corona. Men de første smittede var blevet raske og var begyndt på arbejde igen, så der har ikke været over 100 på én gang, der har været syge med covid-19.
Svend Pedersen glæder sig over, at det går den rigtige vej med smitteudbruddet.
På vej tilbage
Mens de sæsonansatte bliver raske, er der til gengæld ikke brug for så mange på pelscentret længere. Derfor er en del medarbejdere på vej tilbage til Letland og Litauen, hvor de kommer fra.
Det havde konsekvenser, da næsten halvdelen af medarbejderne havde en positiv test:
- Når de var i isolation, så fik vi ikke minkene flået, så vi var nødt til at fryse meget mere ned, siger han.
Derfor bliver der nu hver dag taget en portion op af fryseren, som medarbejderne skal pelse. Det foregår i et mere roligt tempo, end når medarbejderne forsøger at klare pelsningen i samme tempo som aflivningerne. Derfor bliver der aktivitet på pelscentret frem til jul og også igen i januar.
- Men der er ikke nær så mange folk derude længere, siger Svend Pedersen.
I alt hentede pelscentret omkring 190 fra Letland og Litauen til Danmark for at hjælpe med pelsningen.
Svend Pedersen, formand for Sydvestjysk PelscenterNår de var i isolation, så fik vi ikke minkene flået, så vi var nødt til at fryse meget mere ned.