Annonce
Debat

Gode viljer, men ingen handling: Politikere bør stoppe Bryan Gödderts fest

Ansvarshavende chefredaktør Peter Orry har skrevet dagens leder. Foto: Chresten Bergh
Annonce

Myndigheder og politikere får i disse dage med pisken for ikke at få erstatninger og hjælpepakker sendt ud til minkavlere og erhvervsliv hurtigt nok. Det er fortjent. Endnu mere på sin plads ville det dog være at tildele dem nogle ekstra drag over nakken for ikke at få stoppet de konkursryttere, som med stor elegance beriger sig selv og snyder samfundet for millioner af kroner.

Da Avisen Danmark i 2017 afslørede den ukronede konkurskonge Bryan Gödderts usympatiske forretningsmodel, var der ingen ende på politikernes ønsker om at stoppe hans smuthuller gennem konkurslovgivningens indviklede labyrinter. De samme gode viljer havde de, da Göddert efterfølgende fik otte måneders fængsel for grov overtrædelse af bogføringsloven, men fik gjort straffen betinget alene på grund af for lang tids sagsbehandling. Det var for galt, mente justitsminister Søren Pape og fremtrædende retsordførere som Trine Bramsen (S) og Peter Kofod Poulsen (DF). Siden er intet sket.

Det er skidt, for Gödderts fidus er både moralsk forkastelig og dyr for samfundet. Han overtager for et stort honorar nødlidende virksomheder og lader dem sejle, til typisk Skat erklærer dem konkurs, så det bliver det offentlige, der betaler omkostningerne til kurator. Efter at Göddert er idømt konkurskarantæne og dermed ikke må lede virksomheder, har han indsat stråmænd som direktører i selskaberne. Først brugte han sin bror, og nu afslører Avisen Danmark, at opfindsomheden har nået nye højder.

I Aalborg bor en 22-årig russer, der på et tidspunkt udlånte sit Nem-ID til en bekendt mod at få slettet en gæld på 5000 kroner, og vupti - så var han pludselig direktør i ni virksomheder, han aldrig har hørt om. Avisen Danmarks aktindsigt hos Erhvervsstyrelsen viser, at det var med Bryan Gödderts login, at russeren blev registreret som direktør i selskaberne.

Bryan Göddert fester ufortrødent videre med formentlig snart 1000 selskaber sendt i konkurs.  Samfundet betaler gildet. Det er på tide, at politikere, myndigheder og domstole slukker for musikken.


Bryan Göddert fester ufortrødent videre.  Samfundet betaler gildet. Det er på tide, at politikere, myndigheder og domstole slukker for musikken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce