Annonce
Esbjerg

Godt nyt: Game er tilbage på Streetmekka-pladsen

Der vil gå nogen tid endnu, inden der igen er fri leg i de gamle remise-bygninger, der skal renses for skimmelsvamp. Men nu åbnes der for de udendørs faciliteter. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Det populære Game Streetmekka, der er ramt af skimmelsvamp og forestående rensning og renovering, er ikke helt lukket land. Fra lørdag opstilles et midlertidigt kontor, hvor der er toiletter og udlån af bolde og udstyr til de udendørs faciliteter.

Esbjerg Kommune: Det var en træls oplevelse for mange af Esbjergs børn og unge, da Game Streetmekka i oktober blev lukket på grund af forekomst af skimmelsvamp, og der er endnu ikke nyt om, hvornår det populære sted kan genåbne.

Men nu kommer Mikkel Selmar, der er chef for faciliteterne i Game, med lidt godt nyt:

- Allerede lørdag vil der være opstillet et midlertidigt kontor med toilet og tekøkken ved de udendørs faciliteter, så brugerne af udeområdet til skateboard, scoot (løbehjul) og basket kan komme ind og få varmen. Vi glæder os til at se både børn og voksne dernede. Og vi byder gerne på en kop kakao og kaffe, siger en glad Mikkel Selmar.

Lørdag og søndag vil der være åbent fra klokken 10 til 19, mens der på hverdage først åbnes klokken 15. Vi vil muligvis holde vognen længere åbent på visse dage. For eksempel tirsdag hvor vores skatere mødes fast, oplyser Mikkel Selmar.

Annonce

Remisen


  • Game Streetmekka blev officielt åbnet og indviet i Esbjerg den 6. januar 2016 i den gamle remise. Bygningerne er cirka 3.000 kvadratmeter indendørs mekka for gade-idræt med skateboard-ramper, dansestudie, basketball-bane, foldboldmål og meget mere.
  • Remisen med den gamle drejeskive var i Esbjergs pure ungdom stedet, hvor lokomotiverne vendte, når de have nået endestationen. Bygningen er helt oprindelig fra 1904, men omkring halvdelen af de 3000 kvadratmeter under tag er nybygget.

Problemets omfang

Som tidligere beskrevet i JydskeVestkysten blev Esbjerg Kommune i første omgang opmærksom på problemet med skimmelsvamp, fordi en medarbejder på stedet havde haft problemer med indeklimaet i form af luftvejs-irritationer og var blevet sygemeldt.

Formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen (S), forklarede om skimmelsvampen, at det er indtrængende fugt, der er årsagen i den del af Game Streetmekka Esbjerg, som hedder Brick Mekka, hvor stedets skaterarena, parkourområde og kontor ligger.

Årsagen til skimmelsvamp-vækst på kontoret er angiveligt to-delt - dels er der ikke blevet gjort ordentligt rent, dels er der for mange personer, der bruger rummet. Derudover er der i skaterområdet i den uisolerede hal konstateret skimmelvækst i loftbrædderne samt utætheder ved nogle af røgventilations-åbningerne. Hvad der var mere overraskende, var skimmelsvampen i Lounge Mekka, hvor køkken, reception, flex-møde, forrum og entré ligger.

Derudover har analysefirmaet konstateret eddikesyre-afgasninger fra ubehandlet træ, og det er embedslægen blevet bedt om at give sin sundhedsmæssige vurdering af.

Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce