Annonce
Erhverv

Godt sommervejr har givet rekordmange overnatninger

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Både hotelbranchen og feriehusbranchen kan glæde sig over rekordmange sovende gæster i den seneste sommer.

Det gode sommervejr har været med til at give rekorder for både de danske hotelovernatninger og feriehusovernatninger.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Siden sommeren 2009 er antallet af hotelovernatninger steget fra knap 3,5 millioner overnatninger til rekordhøje 5,8 millioner overnatninger i sommeren 2019 - en stigning på 68 pct.

Og i forhold til feriehusene, det vil sige eksempelvis sommerhuse, var der i sommer i alt 10 millioner overnatninger. Det overgår den hidtidige rekord fra 2017 på 9,6 millioner overnatninger.

Rekorden dækker over 6,1 millioner tyske overnatninger og 2,5 millioner danske, fortæller Danmarks Statistik.

Ifølge Lars Ramme Nielsen, chef for Turisme og Oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, har sidste års rigtigt gode sommervejr givet efterspørgslen et ekstra skub i år.

- Indenfor branchen kalder vi det Roskilde Festival-effekten - et år med godt vejr og billetsalget går ekstra godt det næste år.

- Øget fokus på rejsers klimaaftryk har muligvis også gjort sit, men det vil i så fald først få effekt næste sommer, siger Lars Ramme Nielsen.

Danmarks Statistik kan desuden oplyse, at hotellernes andel af det samlede antal overnatninger de seneste ti år er gået fra 25 procent til 35 procent.

Og selv om campingpladsernes andel i samme periode er faldet, så er de - med undtagelse af feriehusene - den mest benyttede overnatningsform om sommeren med næsten 7,5 millioner overnatninger i 2019.

I forhold til feriehusene tegner det fulde kalenderår 2019 til at blive fjerde år i træk med rekord, noterer Danmarks Statistik.

Ved udgangen af august var der booket 142.600 husuger resten af året.

- Det er en fremgang på 6 procent i forhold til bookingerne på samme tidspunkt i 2018, hvilket tegner til, at feriehusudlejningen er på vej mod fjerde rekordår i træk, fortæller Danmarks Statistik.

Potentielt kunne udlejningen af danske feriehuse dog være endnu højere, da efterspørgslen i øjeblikket overstiger udbuddet af huse, der bliver udlejet.

Det forklarer Mikkel Høegh, afdelingsdirektør i Jyske Realkredit.

- Der er mangel på feriehuse. Der er simpelthen brug for nogle flere huse, som kan være klar til udlejning. Så enten skal der bygges nogle flere, eller også skal man gøre det mere attraktivt fra politisk hold at leje ud, siger han.

/ritzau/

Annonce
Link til opgørelse fra DST omkring hotelovernatninger
Link til opgørelse fra DST omkring feriehusovernatninger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce