Annonce
Sport

GOG henter første sejr efter skidt sæsonindledning

Efter to liganederlag i træk lykkedes det GOG at hente sæsonens første sejr, da Mors-Thy ude blev slået.

Håndboldherrerne fra GOG fik onsdag endelig lidt medvind, da holdet hentede sin første sejr i tredje forsøg i Primo Tours Ligaen.

Efter en trist sæsonindledning lykkedes det GOG at vinde ude mod Mors-Thy Håndbold, som blev besejret 29-23.

Dermed kom DM-finalisten fra den seneste sæson på pointtavlen efter nederlag i sæsonens to første kampe, og sejrens størrelse betød, at GOG avancerede til sjettepladsen.

GOG lagde ud med overraskende at tabe ude mod Fredericia Håndbold i første runde. Nederlaget blev fulgt op af endnu en nedtur, da det på hjemmebane efterfølgende også blev til nederlag mod mesterholdet Aalborg Håndbold.

Inden sæsonen begyndte, vandt Aalborg også Super Cup 2019 ved at besejre GOG, da nordjyderne i finalen sejrede med fem mål.

I juni måtte GOG også se sig besejret i kampen om DM-guldet, da Aalborg vandt den tredje DM-finale.

Onsdag var kursen dog lagt mod succes og sejr efter første halvleg, da GOG var foran 15-10.

Emil Bergholts scoring efter ti minutter i anden halvleg betød dog spænding, da hjemmeholdet reducerede til 17-19, og det blev også 18-20, inden gæsterne trak fra og sejrede med seks mål.

Emil Jakobsen scorede seks gange på seks forsøg, mens Emil Lærke blev noteret for fem mål for GOG.

Hos hjemmeholdet blev Erik Thorsteinsen Toft topscorer med fem mål.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce