Annonce
Varde

Golfcenter vil bygge 100 hotellejligheder

Peter Nielsen er daglig leder af Blåvandshuk Golfcenter, der som minimum gerne vil have lov til at bygge 100 hotellejligheder. Arkivfoto: Henrik Reintoft

Ho: Beboerne i Ho er bekymrede over, at udsigten fa Skallingevej og ud over Ho Bugt bliver reduceret voldsomt, hvis Blåvandshuk Golfcenter får lov til at bygge for højt og massivt.

Daglig leder af det kinesisk-dansk ejede golfcenter er Peter Nielsen (V), der også sidder i udvalget for plan og teknik. For god ordens skyld skal det oplyses, at han blev han sendt ud af lokalet, da plan og teknik behandlede Områdeplan Ho, som involverer Blåvandshuk Golfcenter.

Han fortæller, at golfcentret går efter at få lov til at bygge så mange hotellejligheder som muligt.

- Vores mål er at ramme 100, siger Peter Nielsen.

Der er noget mere konkret på vej. Men de tegninger ligger lige nu hos arkitekten.

- Vi har behov for overnatning tæt på golfbanen. Vi vil bygge det i etaper, siger Peter Nielsen.

Han håber, at det første byggeri er klar til sæsonen i 2021. De vil søge om at bygge i op i to plan. Men han forventer, at de vil lave et blandet byggeri med både et plan, halvanden og to plan. Alt efter hvad de får lov til ifølge lokalplanen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce