Annonce
Sønderborg

Golfklub er rigtig hårdt ramt af corona-restriktioner

Corona-krisen giver bekymringer for næstformand Flemming Kehlet og formand Finn Nielsen i Benniksgaard Golf Klub.Arkivfoto: Timo Battefeld
Lukningen af den dansk-tyske grænse samt samarbejdspartneren Benniksgaard Hotel giver store problemer for golfklubben i Rinkenæs.
Annonce

Sønderborg: Det har været fint golfvejr de seneste uger, men coronasmittens hærgen har forhindret golfspillerne i for alvor at slå sig løs. Men nu er Dansk Golf Union kommet med nye anbefalinger, der gør det muligt for klubberne at have greenfeegæster, spil i grupper op til fire og delvist åbne træningsfaciliteterne.

- Det er da utrolig vigtigt, fordi en stor del vores indtægter er baseret på greenfeegæster, siger Finn Nielsen, formand for Benniksgaard Golf Klub, hvor omkring en tredjedel af indtægter kommer fra udefrakommende golfspillere, der betaler et beløb for at gå en runde.

Flere golfklubber har tidligere gået imod DGU's anbefalinger i corona-krisen men ikke nogen af klubberne i Sønderborg Kommune - heller ikke nu. I Nordborg, Rinkenæs og Sønderborg var golfbanerne nogle uger i marts derfor helt lukkede for 3. april at genåbne - dog kun for 2-bolde og egne medlemmer.

De nye retningslinjer inkluderer fortsat en lang række restriktioner, der skal forhindre smitte med corona-virus. Klubhuse med eventuelle proshop og restaurant samt alle foreningsaktiviteter og turneringer er fortsat lukkede, ligesom der rengøres hyppigt, krav om afspritning og afstand mellem spillerne.

De nye anbefalinger

Anbefalingerne giver blandt andet mulighed for privat spil i firebolde, begrænset brug af træningsområder og adgang til at spille greenfee. Men de rummer stadig en lang række begrænsninger.

Man må ikke opholde sig i klubben, når man ikke skal spille eller træne, klubhuse bør stadig være lukket, og man bør kun køre til og fra banen med nogen, man er i husstand med. Samtidig skal der fortsat ikke være foreningsaktiviteter som turneringer eller klub-i-klub.

De nye anbefalinger er indtil videre gyldige indtil den 10. maj. Dansk Golf Union vil fortsat følge coronavirussens udvikling nøje, og en eventuel øgning af smittespredningen kan medføre, at Dansk Golf Union igen ændrer sine anbefalinger i retning af flere restriktioner.

Annonce

Mange tyske medlemmer

I Benniksgaard Golf Klub er tre administrative medarbejdere sendt hjem med lønkompensation, ligesom man har reduceret i greenkeeperne.

For selvom de nye lempelser giver glæde i klubben, er man fortsat presset. Mange af banernes greenfee-gæster kigger nemlig forbi i forbindelse med et ophold hos Benniksgaard Hotel, som i øjeblikket er helt lukket.

- Jeg frygter derfor, vi kommer til at tabe en god slat penge på manglende greenfeegæster, siger formand Finn Nielsen.

Det drejer sig både om danske men også tyske greenfeegæster, som banen ved Flensborg Fjord har en del af.

Sidstnævnte er ligesom 150 af klubbens 460 medlemmer i øjeblikket forhindret i at spille, fordi de bor i Tyskland. De kan ikke komme ind i Danmark, fordi grænsen er lukket indtil videre til den 10. maj.

- Vi er rigtig kede af, at de er afskåret for at spille. Det giver da mange bekymrede miner. Jeg håber virkelig ikke, grænsen vil være lukket længere end til den 10. maj, siger formand Finn Nielsen.

Klubben arbejder i øjeblikket på at lave greenfeeaftaler/rabataftaler med tyske baner, så det bliver attraktivt for deres tyske medlemmer at bibeholde medlemskabet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce