Annonce
Sport

British Open aflyses - øvrige golfmajors får nye datoer

Paul Childs/Reuters
Majorturneringen British Open er udskudt til næste år, mens sæsonens øvrige majors har fået nye datoer.
Annonce

Der blev truffet store beslutninger i golfsporten mandag, hvor majorturneringen British Open blev aflyst og udsat et år.

Kort efter blev det oplyst, at de øvrige majorturneringer spilles i august, september og november.

BBC berettede, at den store golfturnering British Open bliver aflyst denne sommer og i stedet bliver gennemført på samme bane til næste år, og kort efter blev det bekræftet af The Royal and Ancient Golf Club of St Andrews (R&A).

Den britiske majorturnering skulle være afviklet fra 16. til 19. juli på Royal St George's Golf Club, men på grund af coronapandemien har arrangørerne besluttet at aflyse og udskyde til 2021.

- Vi har undersøgt alle muligheder for at spille The Open i år, men det er ikke muligt, siger Martin Slumbers, der er direktør for (R&A), som er et af golfsportens ledende organer.

Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at "The Open", som turneringen kaldes, bliver aflyst.

Afviklingen af British Open denne sommer ville have været den 149. udgave af turneringen.

Der eksisterer fire majorturneringer i golf, og tidligere er US Masters og PGA Championship blevet udsat. De skulle være spillet henholdsvis i april og maj.

US Open var stadig planlagt til at skulle spilles fra 18. til 21. juni i New York, indtil der så mandag i en samlet meddelelse fra alle arrangører kom nye datoer på majorturneringerne.

Status er derefter, at der altså bliver spillet tre majorturneringer i golf i denne sæson.

PGA Championship, som var udsat fra maj, skal nu spilles fra 6. til 9. august på Harding Park i San Francisco.

US Open, som var planlagt til juni, skal spilles fra 17. til 20. september på Winged Foot, mens US Masters, der skulle være spillet i denne uge, i stedet bliver afviklet fra 12. til 15. november på Augusta National.

Samtidig blev det meddelt, at Ryder Cup fortsat afvikles som planlagt fra 25. til 27. september.

Hele arrangementet omkring British Open i 2021 vil foregå fra 11. til 18. juli samme sted i Sandwich, Kent. Dermed vil den 150. udgave foregå i 2022 fra 10. til 17. juli på St Andrews i Skotland, skriver BBC.

/ritzau/

BBC om aflysning af British Open i golf:
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce