x
Annonce
Navne

Glad gom kunne gennem vinduet derhjemme følge sit krondiamantbryllup med hustruen på plejehjemmet

Anny Madsen bor på plejehjemmet Vonsildhave ved Kolding. På grund af coronakrisen må hendes mand, Wagner Madsen, ikke komme ind og besøge hende. Derfor tænkte personalet kreativt og parrets krondiamantbryllup blev fejret på digital manér, og det til stor glæde for ægtefællerne.

Kolding: Anny og Wagner Madsen fra Kolding har været gift i 65 år, men på grund af coronakrisen måtte deres krondiamantbryllup fejres på utraditionel vis. Hun bor nemlig på plejehjemmet Vonsildhave, og han bor i deres hjem.

- Grundet omstændighederne med coronavirussen kan ægteparret ikke være fysisk sammen. Det er enormt hårdt for dem, da de ellers normalt ser hinanden dagligt. Derfor måtte vi være kreative for at sikre, at de kunne være sammen hver for sig på den særlige dag, fortæller Hanne Geertz, der er teamleder på plejehjemmet.

Med skarp koordinering og hjælp fra digitale værktøjer blev krondiamantbrylluppet fejret. På plejehjemmet samledes personale og tre beboere med Anny Madsen for at FaceTime med Wagner Madsen. En medarbejder fra plejehjemmet tog hjem til ham og stod uden for hans vindue, så han gennem ruden kunne følge med i begivenhederne på plejecentret via FaceTime.

- Jeg er enormt taknemmelig for, at plejecentret trods omstændighederne gjorde så meget for at fejre min kone og mig. Vi har været sammen i meget lang tid, og det betyder meget for os, at vi trods den fysiske afstand kunne være sammen på bryllupsdagen, fortæller han i en pressemeddelelse.

Under normale omstændigheder besøger han sin kone hver eftermiddag klokken 14. For tiden er der et vindue imellem dem, når han kommer og siger hej og sender hende et fingerkys.

Annonce
- Jeg er enormt taknemmelig for, at plejecentret trods omstændighederne gjorde så meget for at fejre min kone og mig. Vi har været sammen i meget lang tid, og det betyder meget for os, at vi trods den fysiske afstand kunne være sammen på bryllupsdagen.

Wagner, krondiamantbrudgom

Rørende øjeblik

På krondiamantbryllupsdagen blev der traditionen tro sunget. Wagner Madsen stod hjemme og fulgte fejringen på FaceTime.

- Vi har en beboer, der er pianist, og han spillede for, og så sang vi sammen "Det er så yndigt at følges ad". Wagner lyttede med i den anden ende af telefonen. Det var et meget rørende øjeblik, der skabte glæde hos både brudepar, personale og beboere, siger Hanne Geertz.

Personalet havde bygget en æresport med hjerteformede balloner, der pyntede foran Anny Madsens dør, og køkkenchefen bagte lagkage til både brud og gom.

Wagner Madsen, der har arbejdet som snedker, havde lavet et fint lille skuffedarium til sin brud, og ifølge ham skal de små skuffer fyldes med al den kærlighed, de to vil dele resten af deres liv.

Anny og Wagner Madsen er begge aldersmæssigt sidst i 80'erne. De fejrede deres 65 års bryllupsdag den 19. marts.

Anny Madsen bor på plejehjemmet Vonsildhave, og her er der ligesom på andre plejehjem lukket ned for besøg. Så der måtte tænkes nyt, da hun og Wagner Madsen skulle fejre deres krondiamantbryllup. Han bor i parrets fælles hjem og må ikke være i fysisk kontakt med sin kone. Derfor blev digitale hjælpemidler som FaceTime taget i brug, så han kunne høre sangen "Det er så yndigt at følges ad" og se og høre sin krondiamantbrud. Privatfoto

Kontakt via FaceTime

Man kan FaceTime via en telefon, tablet eller computer. Når man facetimer, kan man på livevideo både se og høre den person, man er i kontakt med.

På Vonsildhave, der drives af plejefirmaet Attendo, oplever personalet, efter alle landets plejehjem har lukket ned for besøg, en stigende efterspørgsel på digitale værktøjer, der kan styrke kontakten mellem beboere og pårørende.

Plejehjemmet har derfor investeret i iPads, der kan tåle at blive sprittet af, så smitterisiko mindskes.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce