Annonce
Tarm

Gråvejr er guld værd: Ea og alle de andre børn brænder krudt

Ea på tre et halvt år og mormor Helle Madsen stod klar til at rykke ind i Bork Legeland, så snart de åbnede klokken 10. Ea har tidligere besøgt stedet med sin mor, og generelt er Ea fra Tvis glad for legeland. Hun har nemlig også besøgt Hermans Hule i Holstebro flere gange. Foto: Jørgen Kirk
Familier stimler sammen i Bork Legeland, for her kan børnene tumle rundt i timevis, når ferievejret driller.

BORK: - Så tæller vi! 1, 2, 3, nu!

Ea Kronbæk på tre et halvt år står på spring, mens mormor Helle Madsen tæller ned. Ea stirrer på tovet en meter foran sig, sætter af og forsøger at slynge sig afsted i samme bevægelse.

- Bump, siger det.

Forsøget ender med en maveplasker. Gulvets skummåtte tager fra. Op og forfra igen.

- 1, 2, 3, tæller mormor ned igen.

Far Jesper Halkjær Kronbæk kigger med og hepper:

- Børnene får forhåbentlig brændt noget krudt af, siger han.

Annonce

Vi har kun én spillemaskine, hvor børnene kan sidde stille. Børn sidder nok stille i forvejen derhjemme, så det er ikke dét, man skal betale for her.

Linda Enggaard Poulsen, medejer, Bork Legeland

Leg ad libitum

Muligheder er der i hvert fald nok af. For familien er taget på udflugt i Bork Legeland, der tæller omtrent 2500 kvadratmeter. Allerede efter en times besøg har Ea været rundt at prøve lidt af hvert.

- Hun elsker at være her, siger mormor Helle Madsen.

Lige efter forsøget på at slynge sig i rebet, hopper Ea videre til det næste. Lillebror Aksel på snart halvandet år og børnenes mor støder til. Aksel skynder sig op på en blå legetøjstraktor. De mange traktorer er det helt store hit blandt de yngre drenge i legelandet.

- Vi har også sådan en her derhjemme, men det er lidt sjovere at køre rundt her med så meget plads, siger far Jesper Halkjær Kronbæk, mens han skubber sønnen rundt.

Kort efter gør storesøster Ea Aksel selskab, da hun hopper op på en legetøjshest ved siden af. Hun får hesten til langsomt at bevæge sig fremad. Lige efter hopper hun så videre til det næste. Nu er turen kommet til stedets mest omfangsrige attraktion, legeborgen.

Ea løber de få meter hen til legeborgen, siksakker igennem skumpuder inden hun løber op ad en trappe med skumtrin. Senere på ruten skal hun under noget, så skal hun igennem skumstænger, der hænger ned, og sådan er der hele tiden nye muligheder for at sætte kroppen i sving, inden man når toppen og kan ruche ned.

Indendørs vejr

Ea og resten af familien valgte fredag legelandet til en fætter-kusine-sammenkomst. I alt 10 børn og voksne drog afsted. Egentlig plejer den faste familieudflugt at foregå et andet sted, men i år blev det så anderledes.

- Vi plejer at være i Haunstrup Dyrepark til fætter-kusine-dag, men det har vi ikke turdet på grund af vejret, siger mormor Helle Madsen.

For før fredagen var juli præget af gråvejr, vind og enkelte byger. Sådan noget ferievejr trækker folk til legelandet. Torsdag var der mellem 600 og 700 gæster.

Fredag var en mere almindelig dag, men efter omtrent en time var der alligevel allerede 95 betalende gæster.

- En dårlig vejrmelding kan faktisk være nok. Sidste uge var der en hel busfuld på vej til Blåvand Zoo. Vi lå lige i orkanens øje, så vi fik ikke noget dårligt vejr, men bussen kom herhen, fordi de ikke turde tage til Blåvand, når der blev meldt om regn, storm og torden, siger Linda Enggaard Poulsen.

Sammen med sin mand, Niels Peder Enggard Poulsen, ejer og driver hun legelandet, og sidste sommer måtte ægteparret se en sommer med høj solskin. Men den strålende sommer viste sig faktisk også at være en fordel i længden; 18-20 grader i legelandet var nemlig nemmere at holde til for feriegæsterne end at sidde i sommerhuse og campingvogne, som kan koge, når solen bager.

Bork Legeland

Adresse: Enggårdsvej 9, 6893 Hemmet

Åbningstider: 10-18 alle dage i juli og august. Herudover skiftende lukkedage.

Børn under 2 år er gratis. Ellers er prisen 85 kroner i ferier og sommermånederne.

Hovedattraktion: Legeborgen med alt fra hoppebolde til ruchebaner samt de mange legetøjstraktorer, man kan køre rundt på.

Spillemaskine-motion

Med de svale temperaturer i legelandet har børnene nemlig rig mulighed for at fræse rundt. For ud over hits som hoppeborge, legeborgen og de mange legetøjstraktorer, kan man også spille alt fra hockey til streetfodbold eller hoppe løs i trampolin-tvillingetårnet.

Selv spillemaskinerne er indrettet sådan, at man skal have kroppen i gang. En af de populære hos de lidt ældre børn er basketballmaskinen, hvor to personer duellerer om at score flest gange på tid.

- Vi har kun én spillemaskine, hvor børnene kan sidde stille. Børn sidder nok stille i forvejen derhjemme, så det er ikke dét, man skal betale for her, siger Linda Enggaard Poulsen med et smil.

Aksel har en legetøjstraktor derhjemme, men far Jesper Halkjær Kronbæk er sikker på, drengen synes, det er sjovere at køre rundt i en lidt større hal som den i Bork Legeland. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Sydjylland

Flysager hober sig op i byretter: SF vil have justitsministeren på banen

Annonce