Annonce
Danmark

Grænsebutikker kan vinde på højere cigaretpriser

Som en del af et stort udspil vil regeringen lade priserne på cigaretter stige fra 40 til 50 kroner. Sammen med andre tiltag skal det få færre unge til at ryge. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Prisstigninger på cigaretter vil føre til øget grænsehandel, spår økonomiprofessor. Danske købmænd tager det dog roligt, mens grænsehandelsmastodonten Fleggard mener, at handlen syd for grænsen er drevet af mange andre ting end pris.

Grænsehandel: Det bliver attraktivt for mange flere danskere at starte bilen og køre over grænsen for at handle ind, hvis regeringen som varslet lader priserne på en pakke cigaretter stige med 10 kroner.

Det mener økonomiprofessor på Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen. Det er på trods af, at prisstigningen på 10 kroner ligger i den lave ende af, hvad andre partier har foreslået.

- Grænsen for, hvornår det kan betale sig at køre til Tyskland, rykker sig længere op i Jylland, så snart forskellen mellem danske og tyske priser bliver større, siger han.

Ifølge tal fra Skatteministeriet er grænsehandlen med røgtobak samlet set faldet 50 procent fra 2011 til 2017. Men den steg indtil 2015, og det kan ifølge ministeriet skyldes afgiftsforhøjelser i både 2012 og 2014. Det er blandt andet på det grundlag, at Bo Sandemann Rasmussen vurderer, at 10 kroner dyrere cigaretter vil smitte af på grænsehandlen.

Han peger på, at prisstigningerne ikke var så store dengang, som det der nu er lagt op til. Eksempelvis steg afgiften ifølge Skatteministeriet fra 23,2 kroner per pakke i 2012 til 24,1 kroner per pakke i 2014.

- Hvis det dengang gav en stigning i grænsehandlen, så vil det helt sikker også være tilfældet nu, fordi prisstigningen er større nu, siger han.

Annonce

Forstå regeringens udspil om rygning

  • Torsdag præsenterede regeringen et udspil, der skal få færre unge til at starte med at ryge.
  • Ifølge regeringen begynder 40 unge at ryge hver dag, og 13.000 danskere dør årligt af rygning.
  • Udspillet indeholder en række initiativer.
  • Blandt andet skal priserne på en pakke cigaretter stige fra 40 til 50 kroner over de næste to år.
  • Desuden skal cigaretterne pakkes i neutrale pakker og gemmes væk i butikkerne. Kontrollen med salg til unge under 18 år skal skærpes og rygning skal forbydes på uddannelsessteder, der optager unge under 18 år.

Store besparelser

I en periode har cigaretter været en kende dyrere i Tyskland end i Danmark, fordi tyskerne har ladet afgifterne stige, mens man har holdt dem i ro herhjemme. Ifølge en statistik fra EU-Kommissionen kostede en pakke cigaretter gennemsnitligt 40 kroner i Danmark mod 41 kroner i Tyskland i 2017.

Men stiger priserne i Danmark, vil man altså kunne spare cirka 10 kroner per pakke svarende til 100 kroner per karton ved at købe cigaretterne syd for grænsen. Ifølge reglerne må man tage fire kartoner cigaretter med over grænsen per snude, og det vil udgøre en besparelse på 400 kroner.

- Men så er man ofte fire mand i bilen, og så sparer man 1600 kroner hver gang. Det betyder altså noget, også selvom du modregner omkostninger til benzin, siger Bo Sandemann Rasmussen.

Rolige købmænd

Administrerende direktør i brancheforeningen De Samvirkende Købmænd, John Wagner, forbereder sig på, at højere cigaretpriser også vil stjæle kunder fra andre varegrupper.

- Enhver prisforskel medvirker til en stigende grænsehandel, og når man alligevel kører sydpå, kan man også ligeså godt købe øl, sodavand og slik. Tobak kan være udløsende faktor for, hvornår man beslutter sig for at køre over grænsen, siger han og understreger, at jo tættere danske butikker ligger på grænsen, jo mere bekymrede er de.

Med en prisstigning på 10 kroner ser han dog ingen grund til for alvor at trykke på de røde alarmknapper.

- Det niveau, regeringen har lagt sig på, betragter jeg som afbalanceret og forsvarligt i forhold til grænsehandel.

Pris ikke afgørende

Hos grænsehandelsmastodonten Fleggaard mener driftsdirektør Karsten Olsen ikke, at der er grund til at tro, at danskerne vil valfarte til Tyskland efter cigaretter. Han henviser til, at en pakke af cigaretmærket Pall Mall i dag koster seks kroner mere i Tyskland end i Danmark.

- Generelt adskiller tyskernes købsadfærd sig ikke væsentlig fra danskernes, og da tyskerne ikke ligefrem står i kø for at købe cigaretter i de danske butikker, ser det ikke ud til, at en prisforskel på seks kroner per pakke vil skabe øget grænsehandel. Med andre ord kan prisen på cigaretter i Danmark stige med i hvert fald 12 kroner per pakke, uden det skaber øget grænsehandel, udtaler han i et skriftligt svar til avisen Danmark.

Ifølge ham er grænsehandlen drevet af mange andre ting end pris.

- Grænsehandel er en oplevelsesøkonomi, siger han.

Hverken SuperBrugsen i Padborg eller Rema1000 i Kruså har ønsket at kommentere de mulige prisstigninger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce