Annonce
Aabenraa

Grænseklub rykker op uden at spille: Det er meget overraskende

Formanden for Bov IF Fodbold, Frank Tietje, havde ikke lige regnet med, at klubbens bedste hold skulle rykke op. Arkivfoto: Bo Nielsen
Spillerne fra Bov IFs bedste fodboldhold rykkede i weekenden op i serie 1, mens de lå på sofaen.

Bov: Nogle oprykninger er mere heldige end andre, og der var ikke mange omkring serie 2-holdet i Bov IF, der troede på, at holdet her i weekenden skulle rykke op i serie 1.

Holdet spillede og vandt i tirsdags sæsonens sidste kamp mod Vojens. I weekenden var Bov IF derfor afhængig af, at både Midtals og Hviding skulle tabe, hvis klubben skulle rykke op, og det var lige nøjagtig det, der skete.

- Midtals og Hviding, der var de eneste hold, der kunne nå os, tabte begge to i weekenden. Derfor rykkede vi op uden at spille, siger Frank Thietje, der er formand for Bov IF Fodbold.

Bov IF sikrede sig direkte oprykning til serie 1, og det er lang tid siden, at klubben har været så højt oppe i rækkerne.

- Det er mere end 10 år siden, at vi har haft et serie 1-hold, siger Frank Thietje, der kalder sæsonens resultat for en højest overraskende oprykning.

Annonce

Jeg håber da, at oprykningen kan lokke nogle spillere til.

Frank Tietje, formand for Bov IF Fodbold

Målsætning var at blive

Sæsonens målsætning var egentlig blot at konsolidere sig i rækken, men nu er holdet rykket op to sæsoner i træk, og det kan måske betyde, at der dukker nye spillere op fra andre klubber, der gerne vil spille serie 1-fodbold.

- Jeg håber da, at oprykningen kan lokke nogle spillere til, og så kunne det også være rigtig sjovt, hvis det ender med, at vi i næste sæson skal spille lokalopgør mod Aabenraa Boldklub, siger Frank Thietje.

Formanden for hovedbestyrelsen i Bov IF har også noteret sig, at klubben har sikret sig en noget overraskende oprykning.

- Det er helt fantastisk. Det er altid rart, når det går godt i afdelingerne, siger Betina Jessen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Aabenraa

Kæmpe narkofangster ved grænsen

Vejen

Vejen Kommune vinder vigtigt slag om Skovgårdsvej: Har handlet efter bogen

Annonce