Annonce
Aabenraa

Grænsekontrol og ringridning gav inspiration

Christina Englund kommer tilbage til kommunen den 2. og 3. oktober for at møde læserne. Foto: Dansk Forfatterforening.
"Hvem er Danmark" hedder et projekt, som Dansk Forfatterforening satte i søen i foråret. 20 forfattere blev sendt ud til hver sin provinsby. Christina Englund kom til Aabenraa og det kom der en novelle ud af.

AABENRAA: Lyden af hestehove i brostensbelagte gader og faner, der snart rulles ud.

Et grænseskur med en hjemmeværnsmand med stavlygte.

Den forkerte bager, som mormor ikke måtte handle hos.

Ringridning, grænsekontrol og rester af dansk-tyske modsætninger sætter farver til novellen Ingo & Josefine, som er tilknyttet denne artikel.

Det er skrevet af forfatteren Christina Englund, som i foråret var på inspirationstur til Aabenraa. Turen var et led i Dansk Forfatterforenings projekt, Hvem er Danmark, som gik ud på at sende 20 forfattere ud til 20 forskellige bysamfund.

Her opholdt de sig i cirka en uge i løbet af foråret. Bagefter gik turen hjem til de respektive skriveværksteder, og nu er der kommer 20 tekster ud af anstrengelserne.

Annonce

Christina Englund

Christina Englund blev født i 1974. Hun er forfatter og cand. mag i retorik. Hun har udgivet en række romaner på Gyldendal og fik i 2012 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

De senere år har hun holdt skrivekurser for både børn og voksne, og hun har udgivet undervisningsbogen Børn og Skriveglæde.

Tilbage til byen

Her i september og oktober tager forfatterne tilbage til de 20 byer for at præsentere deres tekst og få en diskussion i gang med læserne.

Man kan møde Christina Englund på Bov Bibliotek den 2. oktober. Det er et arrangement, man skal melde sig til på forhånd.

Samme aften besøger hun en læsekreds på Høje Kolstrup, og dagen efter er hun gæst ved en workshop for eleverne på Lyreskovskolen i Padborg.

Planen er, at alle 20 tekster efterfølgende skal samles omline til en slags litterært danmarkskort.

Det hele slutter med, at forfatterne optræder i samlet flok og fortæller om deres erfaringer, når der er bogforum i København senere på året.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce