Annonce
Tønder

Grøbleriet skal sikre udviklingen

Den røde snor var i dagens anledning byttet ud med mere lokale materialer, da borgmester Henrik Frandsen kunne indvie Grøbleriet. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Det startede med en gennemgribende restaurering, og nu har Storegade 23 i Højer fået et helt nyt liv. Det blev markeret onsdag med indvielsen af Grøbleriet.

HØJER: De nye erhvervsnetværk er for længst tyvstartet på arbejdet, der skal sikre en varig og holdbar effekt for turismen i Tøndermarsken - og nu står et funklende nyt center klar.

Grøbleriet, som det nye center hedder, er et såkaldt destinationsudviklingscenter, som skal samle lokale iværksættere og kunstnere under ét tag. Det er med målet om at skabe nye samarbejder og en varig styrkelse af turismen. Grøbleriet er den første indvielse i det store Tøndermarsk Initiativ, og således er indvielsen også den første i en lang række, som vi vil se over de kommende måneder og år.

- Det er jo en milepæl for projektet, at vi nu får det her hus til at samle det hele. Det vil samle masser af spændende mennesker på tværs af fag. For mig er det vigtigste dog, at vi bruger det til at skabe noget levedygtigt, som også fortsætter den dag Tøndermarsk Initiativet som projekt står færdigt. Jeg er meget optaget af at skabe udvikling, og der er både Tøndermarsk Initiativet og Grøbleriet meget vigtige brikker i spillet, forklarer borgmester Henrik Frandsen.

Annonce
Den gamle manufakturforretning i Storegade 23 har gennemgået en kæmpe forvandling. Nu står stueetagen klar - bedre kendt som Grøbleriet. Senere venter endnu en etape, hvor bygningen gennemgår udvendige forbedringer, ligesom førstesalen også afventer en stor tur. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Ud i virkeligheden

Arbejdet med at få Grøbleriet klart stod på helt til det sidste. Påsken smed udfordringer ind, men alt lykkedes. Nu venter imidlertid den helt store opgave, for det er nu - og med det nye hus - at Tøndermarsk Initiativet for alvor skal have den lange liste med tiltag og ideer ført ud i livet.

Den opgave står destinationsudvikler Julie Bjerre Hermansen med, og hun har allerede sat fuld gang i de erhvervsnetværk af lokale iværksættere, som blandt andet får deres nye samlingssted i huset. At Grøbleriet nu står klart er for alvor startskuddet, mener hun:

- Det er mega fedt at se det hele stå færdigt. Der har været en kæmpe opbakning til projektet hele vejen. Nu skal vi have tingene i gang - for der er allerede mange aktiviteter oppe, men der kommer flere til. Jeg har det store håb for stedet, at huset ikke bare kan sikre udvikling, men at det også kan skabe nye samarbejder på tværs af brancher og dermed nye aktiviteter for alle, som besøger området, siger hun og tilføjer:

- Vi skal få det hele til at gå op i en højere enhed, slår hun fast.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce