Foreningen Qajaasat-grønlændere i Haderslev med medlemmer i hele landsdelen har været på besøg på Mandø.
Haderslev: "Mandø må være en rejse værd, det var i hvert fald, hvad bestyrelsen for Qajaasat kom frem til, da den søgte penge fra Udlodningsmidlerne - det der tidligere hed Tips - og lottomidlerne. Det viste sig afgjort at holde stik, skriver Kurt Hørlyk fra foreningen, der besøgte Mandø. Her følger Hørlyks beskrivelse af besøget:
"Man kan komme til Mandø på to måder: man kan køre selv, hvis ellers man kender forholdene - herunder ikke mindst tidevandet. Eller man kan tage traktorbussen, der afgår fra Vester Vedsted. Af sikkerhedshensyn samt for det sociale samværs skyld valgtes det sidste. Uanset hvilken måde man vælger, er det tidevandet, der bestemmer.
På Mandø er der i dag 25-28 faste beboere. Det afhænger af, hvem man spørger. Nu er mandøboere næppe dårligere til at tælle and andre, forklaringen kan være den, der også er kendt fra mindre steder i Grønland: Når en beboer forlader stedet for en periode, for eksempel for at uddanne sig, så vil mange fortsat regne vedkommende som beboer, uagtet at han/hun er tilmeldt folkeregisteret et andet sted. Mange af beboerne har turisterne som hel eller delvis levevis."
En oplevelse
Øen ligger i Vadehavet og er ret lille, 7-8 kvadratkilometer. Da man kun kan komme dertil ved lavvande, er øen ikke nær så 'turistet' som de to større øer. Alligevel kommer dog årligt omkring 80.000 turister, men en kold, blæsende efterårsdag er der stadig plads nok til alle.
Turen har virkelig været en oplevelse, der er mange begejstrede indlæg på Qajaasats facebookside, fortæller Kurt Hørlyk i en pressemeddelelse.