Esbjerg Kommune: Den grønne omstilling har medvind på den esbjergensiske bilscene i øjeblikket. Salget af elbiler og plug-in-hybrider steg med henholdsvis 370 og 420 procent sidste år, og store lade-operatører som Clever og Tesla har meddelt, at der er flere ladestandere på vej.
Men hvor og hvor mange ladestandere bliver der behov for i fremtiden? Det forsøger Esbjerg Kommune nu at afdække i en digital spørgeskemaundersøgelse.
Undersøgelsen indeholder blandt andet spørgsmål om kørselsbehov, behov for opladning, parkering og om hvorvidt en elbil står på ønskelisten ved næste bilkøb.
CO2-neutral kommune
Spørgeskemaet findes på kommunens hjemmeside og Facebookside, og det er tilgængeligt frem til den 1. februar. Besvarelsen tager cirka 5-10 minutter.
- I 2030 skal Esbjerg være en CO2-neutral kommune, og flere elbiler vil bidrage positivt til regnskabet. Den udvikling skal vi geare vores kommune til, og det handler især om at undgå at ladekapacitet bliver en mangelvare. Derfor satser vi på at være lidt på forkant med den aktuelle efterspørgsel, og det skal give kommende elbilsejere ro i maven, når benzin- eller dieselbilen skal skiftes ud, forklarer Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik- og Byggeudvalget, i en pressemeddelelse.
Deltag i undersøgelsen
Spørgeskemaet indeholder cirka 20 spørgsmål om for eksempel husstandens kørselsbehov, parkering og placering af offentlige ladestandere.
Deltag i undersøgelsen via www.esbjerg.dk eller https://surveys.ramboll.com/LinkCollector?key=N7JGNZV6L6C1
Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen vil være med til at danne grundlagt for en samlet strategi for lade-infrastruktur i kommunen. Den færdige strategi vil indeholde en analyse af behovet for opladning på offentlige vej- og parkeringsarealer rundt om i kommunen, og vil derfor være køreplanen for det fremadrettede arbejde.
Interesse fra private udbydere
I strategiarbejdet kigges der også på hvordan private virksomheder og boligforeninger kan etablere flere ladestandere til borgerne.
- Allerede nu ser vi interesse for at opsætte ladere på vores offentlige veje- og parkeringspladser. For eksempel har Clever fornyeligt fået tilladelse til at opsætte ladestandere en række steder i kommunen. Det er glædeligt, for vi har brug for ladeoperatørerne for at kunne dække behovet for opladning, udtaler Søren Heide Lambertsen.
Esbjerg Kommune planlægger selv at gå foran ved løbende at erstatte udtjente biler fra kommunens bilflåde med elbiler. I september tilsluttede kommunen sig en aftale vedr. klimavenlig transport med regeringen. Her er det målet at 75 procent af de nyindkøbte eller nyleasede køretøjer i kommunalt regi fra 2022 skal køre på emissionsfrie drivmidler, hvis økonomien er til det.