Annonce
Rejser

Graffitigaden i Gent

Graffitistraatje er blot 50 meter lang, men en morsom oplevelse, skriver Finn Gaarden Jensen. Foto: Finn Gaarden Jensen

En læser, Finn Gaarden Jensen, har besøgt den belgiske by Gent, som har en attraktion, man ikke ser på postkort, og som sjældent omtales.

Han skriver: Byen er rig på historiske bygninger og steder, hvoraf kan nævnes Sint-Niklaaskerk, Sint-Baafskathedraal, rådhuset og ikke af forglemme Gravensteen-borgen. Og alt sammen er gengivet på postkort.

Mindre kendt, og ikke gengivet på postkort, er Graffitistraatje - også beliggende i centrum af Gent. Gaden, eller nærmere smøgen, hvis rigtige navn er Werregaren, løber mellem Hoogpoort og Onderstraat og er et besøg værd.

Graffitistraatje er cirka 50 meter lang og gør sig bemærket ved, at alt murværk, alle døre og vinduer, ja selv vejen, er overmalet i alle regnbuens farver - nogle illustrationer er selvfølgelig bedre end andre. Der er stort set ikke en frelst plet. Også metalgitteret til naboejendommen er malet.

Det er en morsom oplevelse, der tager sig bedst ud, når solen skinner, og farverne kommer til deres ret.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce