Tønder: Når den næste bølge af coronavaccinationer skal rulles ud i Tønder, er det for de såkaldt særligt udsatte og sårbare grupper. Det vil i første omgang sige "ældre over 65 år i eget hjem, som modtager hjemmehjælp eller hjemmepleje, ældre over 85 år, og udvalgte pårørende til personer i særlig risiko", som det hedder i myndighedernes vejledning.
Men hvor plejehjemsbeboerne er blevet vaccineret på deres bopæl i plejecentrene, er de næste nødt til at skulle transportere sig til et af de tre vaccinationscentre, der ligger tættest på Tønder. Og den transport skal være gratis, mener Irene Holk Lund (Tønder Listen), som er formand for Sundhedsudvalget i Tønder kommune.
- Vi har en forpligtelse til, at så mange borgere som muligt tager imod en covid19-vaccination. Derfor har vi i sinde at gå denne her vej for dem, som ikke selv kan varetage transporten - der vil vi rigtig gerne understøtte og hjælpe, siger Irene Holk Lund, der mandag formiddag var sikker på, at forslaget ville blive vedtaget på udvalgsmødet, der fandt sted mandag eftermiddag.
Helst et center i Tønder
Også det andet store borgerlige parti i Tønder kommunalbestyrelse, Venstre, var forud for mødet klar til at stemme for forslaget om gratis transport til udsatte.
- Jeg kan da ikke se, at vi ikke vil gøre alt for at finde den bedste løsning, så alle kan blive vaccineret - også dem, der ikke selv har mulighed for transport, siger Allan Skjøth, som er Venstres medlem af Sundhedsudvalget. Allan Skjøth tilføjer dog også, at han og hans parti gerne så, at der hurtigst muligt kommer et vaccinationscenter i Tønder kommune.
Allan Skjøth, (V), medlem af sundhedsudvalgetJeg kan da ikke se, at vi ikke vil gøre alt for at finde den bedste løsning, så alle kan blive vaccineret - også dem, der ikke selv har mulighed for transport.
- Vi synes, at Danmarkskortet er lidt skævt i forhold til vaccinationssteder. Vi kunne rigtig godt tænke os, at der kom et herude i vestkanten i Tønder. For det er klart, at der er langt for vores borgere til Rødekro (som er det nærmeste vaccinationssted, red) fra Højer og Rømø og så videre, mener Allan Skjøth.
Lange udsigter
Men et vaccinationscenter i Tønder er ikke det, der står først for. Det fortæller Kurt Espersen, som er koncerndirektør i Region Syddanmark, der står for den praktiske udførelse af vaccinationscentre.
- Det er ikke lige umiddelbart forestående. Vi må se, hvordan vaccinationscentrene kommer til at fungere. Og hvis der så skal vaccineres rigtig mange, så håber vi på, at det er de privatpraktiserende læger, som også bliver en del af vaccinationsarbejdet, siger Kurt Espersen.
Det er først i det øjeblik, at de praktiserende læger ikke bliver en del af vaccinationsprogrammet, at man fra Region Syddanmarks side vil se på, om man skal decentralisere vaccinationscentrene yderligere.
- Det er ikke lige op over, men det er selvfølgelig med i vores overvejelser, hvis vi når dertil, siger Kurt Espersen.
- Indgår Tønder Sygehus også i de overvejelser?
- Vi har ikke tænkt på fysiske placeringer endnu. Et vaccinationscenter kræver noget plads - både hvad angår tilkørselsforhold, og lokaliteter til at vaccinere, venteværelser, observationsrum og rum til at give vaccinationen. Det kræver nogle fysisk større lokaliteter, og det er ikke sikkert, at der plads til det på Tønder Sygehus, siger Kurt Espersen, som ikke har et bud på en tidshorisont i forhold til, hvornår man i regionen begynder at vaccinere borgere, som ikke er sårbare eller udsatte.
- Nej, der går nok nogle måneder, inden vi har en beslutning klar omkring det, siger Kurt Espersen.