Annonce
Varde

Gratis udbringning: Kim og Jens vil hjælpe borgere, der isolerer sig fra coronavirus

Kim Rudebeck og Jens Rode Petersen er parat med et tilbud til borgerne i Nordenskov og omegn, der har isoleret sig fra smitte. Foto: Morten Nielsen
67-årige Jens Rode Petersen vil hjælpe svagelige borgere med at beskytte sig mod smitte. Dagli'Brugsen i Nordenskov er med på den idé.
Annonce

Nordenskov: Er der borgere i området ved Nordenskov, der føler sig i risikozonen for sygdom med coronavirus og har valgt at isolere sig? Det er der formentlig, og nu får de en håndsrækning fra Nordenskov Borger- og Sogneforening, som har etableret et samarbejde med Dagli'Brugsen i Nordenskov.

Det er formanden for borgerforeningen, Jens Rode Petersen, der har taget initiativet. Foreningen vil levere varer ud til borgere, der har tildelt sig selv karantæne eller vitterlig er i karantæne.

Brugsuddeler i Nordenskov, Kim Rudebeck, var straks med på idéen.

Den er, at man kontakter brugsen med en liste over de varer, som man ønsker bragt ud. Det skal enten ske telefonisk eller per mail. Brugsen vil så finde varerne frem.

- Vi er fire frivillige, der kører ud, siger Jens Rode Petersen.

De frivillige afleverer varerne uden for døren. De kontakter beboerne og er gået, når døren åbnes.

Det vil være gratis for borgerne at få den ekstra service med varer leveret til døren, takket være at både borgerforening og brugsen er parate til at yde den ekstra indsats.

Vi skal hjælpe hinanden i en tid som denne.

Jens Rode Petersen, formand for borgerforeningen

Annonce

Vi skal hjælpe hinanden

Der vil være vareudbringning mandag, onsdag og fredag. Initiativet er netop kommunikeret ud, og fredag havde endnu ingen meldt sig.

Jens Rode Petersen er 67 år og tidligere forstander på Øse Efterskole. Han har ikke selv overvejet en frivillig karantæne.

- Jeg føler mig frisk, siger Jens Rode Petersen, der altså hellere vil hjælpe andre.

Både Kim Rudebeck og Jens Rode Petersen er overbeviste om, at der er borgere på egnen, som kan have gavn af den form for ekstra service.

- Vi skal hjælpe hinanden i en tid som denne, siger Jens Rode Petersen, der sammen med øvrige frivillige lægger bil til.

Jens Rode Petersen er 67 år. Han vil hjælpe sine medborgere i denne meget svære situation. Foto: Morten Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce